Lidt historik. 
Med Presler og Cedar Mill vælger Intel at aflive Netburst-arkitekturen, der ellers har været en grundidé siden Pentium 4 processoren fik sin debut. Introduktionen af Pentium 4 blev ellers en akavet størrelse, for Intel var uden tvivl presset af AMD og sendte en 423 bens udgave af processoren på gaden. Trods en clockfrekvens på ellers imponerende 1.5GHz kunne AMD's Athlon sagtens følge med. Willamette-revisionen fik 478 ben og et chipset med support for SD-RAM blev også lanceret, men ydelsen haltede stadigvæk og Intel havde svært ved at deres Rambus-satsning ikke fik det gennembrud man havde håbet.
Med tiden blev Pentium 4 dog en succes for med introduktionen af 130 nanometer produktionsteknologi fik endelig givet Netburst og Pentium 4 den fornødne fremdrift. Først lanceret som 2GHz og 2.2Ghz, men i foråret 2002 skete der for alvor noget. Intel introducerede 845E (og 845G) chipsettet, hvilket gav support for DDR SD-RAM til Netburst arkitekturen. Sammenholdt med introduktionen af 533MHz FSB og 2.53GHz processoren havde Intel forvandlet Pentium 4 processoren fra en grim ælling til en svane, der formåede at sparke r*v.
Intel fortsatte deres høje tempo og med den uhyggeligt hurtige 800MHz FSB og DDR400 support var AMD sat af - deres Athlon XP+ processor kunne slet ikke følge med i kapløbet og det stod klart at Intel igen havde overtaget.
AMD måtte introducere næste generation i form af Athlon 64 for igen at presse Intel, der dog viste sig at have svært ved at hive mere ud af processoren. 3.8GHz blev det til på en 90 nanometer produktionsteknologi, der gav store varmeproblemer og forhindrede Intel i at nå de magiske 4GHz. I oktober 2004 meddelte Intel at der aldrig ville komme en 4GHz Pentium 4 processor og sagde dermed også indirekte at MHz-kapløbet var slut. Når der ikke kan skaleres videre er teknologien færdig og selv om Intel har tilføjet nye features - herunder dual-core - er det klart at den rene Netburst-teknologi har sin bedste tid bag sig.
Næste genration bliver ifølge Intel en solid blanding af Netburst og Pentium M arkitektur, hvor man tager det bedste fra begge lejre og bruger som grundlag for en helt ny generation.
Med andre ord er Pentium 955X processoren sidste udkald for Netburst og blot en chip, der skal fylde hullet indtil næste generation er klar. Et utaknemmeligt job, men Presler tager gerne handsken op.
