BIOS
Som det efterhånden er standarden, er ASUS Ranger kortet naturligvis udstyret med en UEFI bios, der i et brugervenligt interface giver mulighed for at indstille på og optimerer mange af de grundlæggende funktioner på sit system, og det er naturligvis også her vi finder muligheden for at presse mere ydelse ud af vores system via overclocking.
ASUS har lavet en udgave, der matcher deres Republic of Gamers look i røde og grå nuancer, og med et let overskueligt interface. I toppen finder vi seks hurtige menu punkter, med ofte brugte funktioner med en angivelse af genvejstaster og muligheden for hjælp. Lige under disse finder vi otte hovedmenupunkter, som adskiller de forskellige dele af BIOS. Herunder er hovedvinduet, hvor vi kan se hvilke muligheder der er under det valgte menupunkt, og slutteligt er der et felt til højre som i langt de fleste menuer er fast og giver basale system oplysninger såsom BCLK, frekvens på CPUen, temperatur. Ganske nyttigt at have let tilgængeligt, når man er igennem de forskellige menupunkter og finindstille sit system.
I punktet My Favorites er det muligt selv at vælge hvilke ting man har på listen. Her er det muligt at ligge de mest anvendte indstillinger man bruger, fx under OC, så man ikke behøver at navigerer ned i gennem de forskellige menuer, mens man er ved at finde sit optimale OC. Meget praktisk når man skal frem og tilbage til BIOS mange gange.
Main dækker system oplysninger med BIOS version, CPU oplysninger osv. og med mulighed for indstilling af helt basale ting som sprog osv.
Extreme Tweaker er hvor vi finder mulighederne for indstilling af stort set alle aspekter af systemet, med henblik på at presse mest muligt ud af sit system. ASUS har en imponerende række indstillingsmuligheder på listen, som burde kunne tilfredsstille de fleste med hang til at lege med indstillingerne.
Advanced giver mulighed for at finindstille systemet på en lang række områder, som rækker ud over almindelig overclocking og er som navnet antyder for superbrugeren, der ved hvad han eller hun har med at gøre. Igen giver ASUS mulighed for indstilling af en imponerende række parametre.
Monitor er hvor man har mulighed for at måle på alle områder af systemet lige fra CPU frekvens, forskellige komponenters temperatur og blæserhastighed.
Boot er her man vælger hvordan systemet skal starte op, hvilken rækkefølge ens drev skal startes og om noget skal deaktiveres.
Tool er menupunktet hvor der er flere nyttige værktøjer som ASUS har lagt ind i deres UEFI BIOS. Her finder vi blandt andet mulighed for at flashe BIOS til nyeste version med ASUS EZ Flash 3, sikker formatering af SSD harddiske med Secure Erase, forskellige OC profiler og mulighed for indstilling af eksternt tilbehør, hvis man for eksempel har købt ASUS’ OC Panel.
På næste side kigger vi nærmere på den øvrige software der er med til Ranger kortet.