Læsning fra USB-diske kører også nemt, og afspilleren læser ganske hurtigt. Man skal vælge om man browser efter video, musik eller billedfiler, men når det først er gjort, kører det uden problemer. Da afspilleren har USB-stik både foran og bagpå, er der desuden fin mulighed for at koble en ekstern harddisk til, uden at den skal spolere den stilrene front. En mangel kan dog være, at afspilleren ikke kan læse en DVD-film i *.iso-format fra eksempelvis en harddisk. Afspilleren læser fint *.ts formatet, men altså ikke *.iso, hvilket er lidt ærgerligt. Én ting er at kunne tilslutte en ekstern harddisk, men det gør det hele lidt sjovere, hvis man rent faktisk også kan udnytte dennes kapacitet, frem for blot at bruge optiske medier.
KiSS har vedlagt en CD med deres PC-Link software i version 1.30, og det er en glimrende ting. Softwaren er meget nem at bruge, og selvom nogle nok vil begræde manglende funktionalitet eller et begrænset brugerinterface, så er PC-Link et program, der på mange måder glimrer ved sin simpelhed. Programmet finder med en simpel kommando selv brugbare filer på harddisken, men man kan også selv vælge at tilføje filer eller mapper manuelt. Fra afspilleren er der så ikke andet at gøre end at søge efter computere med filer, og det virker også simpelt. Vi frygtede at firewalls straks ville blande sig, men ingen af vores to test-PC'ere (én med Windows Firewall - den anden med Kasperskys Internet Security) gav problemer - afspilleren fandt nemt maskinen, og vi kunne streame filer så tosset vi ville. Når vi siger maskinen i ental har dette god mening - havde vi begge computere tændt, og PC-Link kørende på dem begge, så gik KiSS-afspilleren i stå, når den skulle søge efter dem - slog vi PC-Link fra på den ene maskine og søgte, så var der ingen problemer. Løsningen var dog lige til - problemet er, at PC-Link softwaren kendes af afspilleren via en tekststreng, der som standard er angivet til "KiSS PC-Link Version 1.30". Hvis mere end én computer er kørende med denne tekststreng, kan afspilleren ikke finde ud af det, og søgningen efter computere giver intet resultat. Ændrer man tekststrengen i softwaren, så disse er forskellige, er der ingen problemer ved at koble flere computere op samtidig.
PC-Link giver mulighed for at afspille video i formaterne *.avi, *.mpg, *.mpeg og *.vob. Desværre burde supporten for eksempelvis *.divx også være på plads, for afspilleren klarer fint formatet, hvis blot filtypen ændres. Heldigvis er PC-Link softwaren forholdsvis nem for KiSS at opdatere, så dette kan komme på plads. Ifølge KiSS skulle en ny version af programmet være på trapperne - blandt andet med support for både Linux og Mac.
Men hvis man ikke kan vente - eller bare ønsker noget mere omfattende software - er eksempelvis programmet EzLink NG et godt bud - det understøtter KiSS-afspilleren og giver brugerne noget bredere beføjelser. Eksempelvis kan det konvertere filtyper on-the-fly fra kildecomputeren, således at et ikke-understøttet format kan konverteres til et understøttet og afspilles med det samme. Samtidig holder EzLink NG selv øje med ændringer i filerne på kildecomputeren, og er derfor altid opdateret med de nyeste ændringer.