KiSS Online er ét af de steder, hvor afspilleren løfter sig fra sin primære opgave som medieafspiller. KiSS Online giver brugeren en række nye muligheder, der altså med tiden også vil indeholde Video-On-Demand og IP-tv.
Som det er nu, er der fem punkter at vælge imellem i KiSS Online delen. Først og fremmest er der Webradio, som køres via Nullsofts SHOUTcast-tjeneste. Den byder på flere tusinde radiostationer, der via DP-600 afspillerens glimrende interface heldigvis hurtigt kan sorteres. Udover sortering efter genre kan der også sorteres efter eksempelvis geografisk afstand. Endnu en kærkommen feature er, at man nemt kan sortere stationer med lav bitrate fra og kun få vist et udvalg af radiostationer med bitrate på eksempelvis 128 kbit eller bedre.
Næste punkt i online-delen er en elektronisk TV-guide. Den giver mulighed for at indlægge sine yndlingskanaler som favoritter, og der er ikke de store begrænsninger for, hvilke kanaler der findes data på. Alene for Danmark er der pt. 41 kanaler på listen.
Men der er også mulighed for via et søgeord at søge efter et ønsket program, og for både film og sport er der mulighed for at få en komplet oversigt over dagens udvalg. For film gælder det desuden, at der er direkte link til IMDb og deres database af film, så man nemt kan se om aftenens udbud er værd at bruge tid på.
Næste punkt i onlinedelen er vejrudsigten, der igen kan lokaliseres ganske voldsomt. 53 danske byer kan der gives fem-dages udsigt for, og informationer om vindstyrke, luftfugtighed og solopgang/solnedgang er på plads. Dertil kan man hive et satellitbillede over sin verdensdel frem for lige at tjekke tingene helt efter.
De to sidste ting er en aktieoversigt , der også indeholder aktuelle valutakurser, samt en menu med spil. De seks spil er minesweeper, checkers, sokoban, klondike, reverse og tetris. Grafisk set er de faktisk flotte, men man savner hurtigt mus, tastatur eller en gamecontroller i stedet for fjernbetjeningen.