Afspillerens menufunktioner klart en fordel frem for mange andre flash-baserede afspillere. Creative har nemlig overført sit menusystem fra de harddisk-baserede Zen-modeller og det virker rigtig godt.
Når afspilleren tændes første gang har menuen følgende punkter:
Musikbibliotek
Alle numre
Spiller nu
Fotos
Videoer
FM-radio
Ekstra
System
Øverste punkt, musikbibliotek, indeholder en række undermenuer såsom afspilningslister, albums, kunstnere, genrer, alle numre, optagelser, bogmærker og endelig punktet DJ. De fleste af punkterne giver sig selv, men måske ikke punktet DJ. Her finder man dagens album (som tilfældigt genereres), afspil alt tilfældigt (shuffle), mest populære og endelig sjældent hørt (en omvendt udgave af mest populære)
Genvejen alle numre går igen i hovedmenuen og dér finder man også punktet spiller nu, som man blot vælger for at komme tilbage til det nummer, som spilles. Musikken fortsætter nemlig når man bladrer i menuerne - ganske som det skal være.
Menupunktet fotos (som faktisk hedder Photos selvom afspilleren er sat til dansk) gemmer naturligvis på billedfiler i jpeg-formatet. Selve afspillerens evne til at afspille disse kommer vi tilbage til senere.
Nedenfor finder vi punktet videoer (som Creative altså har fået oversat) og også dette punkt kommer vi tilbage til senere. Det samme gælder punktet FM-radio.
Menupunktet Ekstra gemmer på indstillinger for tid og data samt optagefunktion for Line-In og mikrofon. Dog findes der også en knap på siden af afspilleren til at aktivere mikrofonen, så afspilleren nemt kan bruges som diktafon.
Under Ekstra finder man også organisering, hvor man finder kalenderfunktionen, opgavefunktionen og kontaktpersoner. Alle disse kan synkroniseres med Outlook. Sidste punkt under ekstra er angivelse af flytbart lager, hvor man kan indstille enten 128MB, 256MB eller 512MB til at være reserveret til data. Ved at indstille dette kan man forhindre at følsomme data overskrives.
Sidste punkt i hovedmenuen er System. Her kan brugeren i punktet information få netop information. Blandt andet om mængden af musik, fotos og video. Mængden af brugt og fri plads og endelig, hvilken firmwareversion som afspilleren benytter.
Næste punkt er indstillinger for lyd. Herunder kan der vælges hvilken afspilningsform der skal bruges (eksempelvis shuffle og repeat) og så er det også her man finder den indbyggede equalizer. Denne kan indstilles manuelt, men har også otte forprogrammerede indstillinger tilpasset genrene akustisk, klassisk, disko, jazz, new age, pop, rock og vokal.
I menuen for lyd kan der også sættes en maksimal lydstyrke (som desuden kan beskyttes med kode) og så kan Bass Boost og Smart Volume slåes til og fra.
Indstillinger for afspilleren ligger i en separat undermenu. Her kan afspilleren gives et navn (den hedder My Zen som standard), timer og kontrast kan indstilles og det samme kan indstillinger for dvaletid, snooze og retning for displayet. Man kan nemlig rotere displayretningen til at være 0 grader, 90 grader, 180 grader eller 270 grader.
Displayets kulør kan også ændres for Creative har valgt at inkludere en række farverige temaer. Som standard er der følgende temaer: Jungle (grønlig), Ild (rødlig), daggry (orange/rød), romantisk (violet/rosa), fred (blå/grå), køligt (grålige toner), Jord (sand- og jordfarver), Vibrer (rød/gul/grøn/blå).
Sidste punkt i menuen for afspilleren er muligheden for at konfigurere hvilke funktioner, der skal ligge som genveje i afspillerens hovedmenu. Her kan både fjernes og tilpasses funktioner, så afspilleren kan gøres lige så overskuelig som man ønsker - smart.
Blandt de sidste punkter under system er indstillinger for fotos (blandt andet tidslængden for billedvisning), indstillinger for ur (om det skal vises på forsiden og under afspilning af musik) og muligheden for at sætte alarm til.
I menuen system kan også sprog indstilles. Hvis man synes dansk er for kedeligt er der muligheder for at træne engelsk, brasiliansk-portugisisk, tysk, spansk, fransk, italiensk, hollandsk, norsk, finsk, svensk og flere endnu, Sidste punkt i menuen System er muligheden for helt at nulstille afspilleren - meget bekvemt, hvis man bliver overmodig i sprogmenuen.