Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: ASUSTek
DK distributør: Rosenmeier

Chipsæt



  • North Bridge:

  • Xpress 3200 chipsettet består fast af ATI's RD580 Northbridge. RD580 ligner i bund og grund RD480 Northbridgen, som vi på Xpress 200 chipsettet, men alligevel er der ændringer at hente.

    Først og fremmest er RD580 designet til at kunne udnytte socket AM2 processorerne fra AMD og dermed også DDR2 RAM. Da selve memory-controlleren sidder i AMD's processor er det naturligvis her at hovedansvaret for ydelsen ligger, men at chipsettet er afstemt til den nye hukommelsestype fra start er kun et plus.

    En anden væsentlig detalje er størrelsen på RD580 Northbridgen. Dens overflade på kun 39mm^2 virker som et Intel-chipset 3-4 generationer tilbage og efterlader ikke umiddelbart indtrykket af at der ligger topydelse gemt her. Men man skal bestemt ikke lade sig narre - ATI har blot benyttet sig af TSMC's 110 nanometer produktionsproces og det har sine fordele. Udover den beskedne størrelse bruger Northbridgen kun 8W (opgivet TDP), så der er ikke brug for aktiv køling af Northbridgen, der desuden ofte viser sig særdeles overclockingvenlig.

    ATI's tilgang til multi-GPU løsninger har været anderledes fra starten og det stopper heller ikke ved RD580. Man har 40 PCI Express lanes - hvor NVIDIA's nForce 4 X16 har 38 - og man udnytter dem anderledes. På NVIDIA's nForce4 X16 benytter to grafikkort i SLI hver deres 16 PCI Express lanes, men hvor det ene grafikkort bruger 16 lanes til Northbridgen kører det andet med 16 lanes til Southbridgen. Den sidste trafik skal derfor igennem chipsettets kommunikationsvej imellem North- og Southbridge og denne foregår en HyperTransport forbindelse på 8GB/s.

    Denne ekstra forbindelse skaber naturligvis latency, hvilket ATI har villet undgå. Derfor har man i RD580 valgt at lade begge grafikkort (her tales der naturligvis Crossfire) køre med hver sin direkte forbindelse til Northbridgen og hver forbindelse har 16 PCI Express lanes. Der er altså ikke yderligere latency fordi det ene grafikkorts data skal omkring Southbridgen. ATI kalder deres design for "Xpress route" og idéen er bestemt ikke dum.



    Med de 32 PCI Express lanes dedikeret til grafik er der otte tilbage at lege med. ATI har ladet fire af disse være tilgængelige til eksempelvis onboard LAN, Serial ATA chips eller andre generelle formål. Med det er der fire retur og disse bruges i et link til southbridgen, som ATI kalder Alink2.

    Alink2 dækker over en forbindelse til Southbridgen med brug af 4 PCI Express lanes. Da ATI med fordel har benyttet sig af andre Southbridges end dem de selv har udviklet har det uden tvivl været en fordel med en åben og nem kommunikationskanal imellem North- og Southbridgen. Alink2 er netop dette og giver 2GB/s i båndbredde, som er låst fast til et maksimum på 1GB/s for hver retning.

  • South Bridge:


  • Southbridgen hos ATI har indtil videre været det ømme punkt. Både SB400 og SB450 haltede efter og havde dels et manglende feature-set og dels ydelsesmæssige skavanker. SB450 havde de helt store problemer i forbindelse med at man kun supporterede SATA150 og ikke havde understøttelse for Native Command Queing (NCQ). Endelig var USB 2.0 ydelsen ringe og samtidig var CPU-forbruget ved USB 2.0 aktivitet alt for høj.

    Løsningen for ATI blev en aftale med ULI, der heldigvis havde gode løsninger på hylden. ULI's M1573 Southbridge havde en USB 2.0 ydelse helt på højde med det forventelige og så var der support for NCQ. Endnu bedre blev det med en nyere udgave kaldet M1575, der nu supporterede SATA300 og også havde RAID 5 support. Dertil skal det nævnes at netop disk-controlleren i M1573 og især M1575 er ganske fremragende og chipsettet giver en rigtig god harddisk-ydelse. Eneste mangel i M1575 Southbridgen er måske Gigabit LAN for kun 10/100Mbit LAN er supporteret, men alt i alt er der ingen tvivl om at ULI's løsninger er - og var - klart at foretrække frem for ATI's egne SB400 og SB 450 Southbridges..

    Men desværre for ATI valgte ærkekonkurrenten NVIDIA at overtage ULI og med dette i udsigt har ATI uden tvivl arbejdet knaldhårdt på SB600 Southbridgen, der nu er lige på trapperne.



    SB600 byder på fuld support for SATA300 med NCQ. Dertil har man været et smut forbi Intel for at købe licens til deres Advanced Host Controller Interface teknologi (AHCI), der er en hardware-feature, som lader software få adgang til SATA-controllere. Blandt andet Intel (som står bag AHCI) og VIA benytter AHCI i deres chipsets og nu følger ATI også trop.

    SB600 har også en forbedret RAID-del, som nu tilbyder både RAID 0, RAID 1, RAID 0+1, RAID 5 og endelig er RAID 10 tilføjet. Selv NVIDIA må se sig slået her. RAID 10 kaldes også RAID 1+0 og er en RAID-løsninger, hvor man striper en række mirrors. I eksempelvis databaser kan RAID 10 være en god løsning, da man kombinerer den høje sikkerhed fra mirrors med meget hurtig skrivehastighed.

    Antallet af USB 2.0 porte er nu oppe på 10, hvor man i SB450 kun havde 8. Mere interessant er dog at ATI endelig har fået styr på implementeringen og både hastighed og CPU-forbrug skulle ligge på mere normale niveauer med SB600.

    Southbridgen tilbyder også Gigabit LAN og med mulighed for at PHY'en kan bruge en separat PCI Express lane for at forhindre at netværkstrafikken "klumper". Her er NVIDIA dog lidt foran da deres seneste nForce 590 chipset tilbyder 2 Gigabit LAN forbindelser, så ATI må sande at man ikke kan være foran over hele linjen.

    Hvad angår IDE-forbindelser har ATI valgt at følge trenden og droppet den ene af de to forbindelser, så der nu kun er én IDE-kanal med plads til to drev (Master og Slave).

    Endelig fortsætter ATI med at tilbyde HD Audio (her kom NVIDIA først med da de præsenterede nForce 5 generationen) og implementeringen fra ATI's side har været eksemplarisk. God lyd og et meget lavt CPU forbrug.

    Ovenstående er lånt fra Klavs S' artikel om ATi Xpress 3200 chipsættet. Hele artiklen kan læses på følgende link: http://www.hwt.dk/test_show.asp?id=5734