Design & Layout
Designet er nok det første, man lægger mærke til ved Sapphire PURE Crossfire PC-AM2RD580 - det er ret specielt. Det er holdt i en grønlig-hvid farve, som giver god kontrast på bundkortet - også på grund af den røde skrift. Sammen med de forholdsvis få komponenter giver dette et meget overskueligt bundkort.
Udvidelsesportene er den første specielle detalje. Fra syd mod nord drejer det sig om 1 PCI-port, 1 PCI-Express x16, 1 PCI-Express x16 mere og øverst 1 PCI-Express x1. Nord for denne ses også det molex-stik, skal tilsluttes, når man har to grafikkort tilsluttet. Den øverste port plejer at være til grafikkortet, så et grafikkort med køleprofil på bagsiden kan tit give problemer. Dette problem findes på ingen måde her, da Sapphire i stedet har placeret en PCI-Express x1-port øverst. Derudover er der to andre porte mellem de to PCI-Express x16-porte, så der er masser af luft og plads til seriøs køling af to grafikkort i Crossfire - i hvert fald, hvis man ikke skal bruge PCI-porten. Man kan godt se, at det er grafikkortene, der er i fokus på dette bundkort.
Denne alternative placering gør også, at et langt grafikkort under alle omstændigheder befinder sig langt fra RAM-soklerne, så man altid kan komme til dem. Desuden kan det kun være en fordel, at grafikkortet og processoren kommer længere væk fra hinanden, så de ikke varmer hinanden op.
Nederst på kortet, i midten, har vi de 4 USB2.0-connectors, og i nærheden af disse 4 af de 8 SATAII-porte - de 4 andre ses oppe ved southbridgen, hvor man også finder den enlige IDE port. I venstre hjørne har vi S/PDIF-connectoren, og ved siden af denne Firewire. Alt dette er, som det skal være, og rimelig let at komme til. I højre hjørne ses som sædvanlig front panel connectors, og ved siden af batteriet Reset CMOS jumperen - som altså er en jumper, og ikke en knap, som jeg ellers efterhånden er blevet vant til på high-end bundkort, og som er noget lettere at have med at gøre end en jumper.
De fire RAM-sokler er farvekodede efter den sædvanlige logik: Hvis man skal have to RAM-blokke til at køre dual channel, skal de sættes i porte af samme farve. Ved siden af RAM-soklerne findes floppy-porten og 24-pin ATX strømstikket. Der er god plads på kortet, og det gør, at Sapphire har kunnet placere floppy-porten heroppe i stedet for i bunden, som vi er vant til, men som også kan give problemer med at skulle føre det klodsede floppy-kabel tværs over bundkortet. Det problem får man ikke her.
Chipset-køleren er passiv og overraskende lille, og når man er vant til nForce-chipsets temmelig store varmeudvikling, kunne man godt blive bekymret for, om denne lille køleprofil er stor nok. Det er den! Profilen bliver knap nok lunken, selv når man presser bundkortet.
Men selvom chipset-køleren ikke fylder meget, er det alligevel meget småt med pladsen omkring cpu-soklen. Der sidder nemlig nogle temmelig store komponenter meget tæt på soklen, så for mange kølere vil der være pladsproblemer, også fordi komponenterne er så høje, som de er. Selv den box-køler, jeg har anvendt, fyldte pladsen godt ud.
Helt ude ved I/O-panelet ses et 8-pin ATX 12V strømstik, som også kan bruge til 4-pin. Det er en ret speciel placering, som kun kan lade sig gøre, fordi der er så få I/O-porte. Og jeg synes ikke, placeringen er særlig smart, den kan godt være svær at komme til, når bundkortet er monteret i et kabinet.
På bagsiden er rammen sat fast med en bagplade, så den skulle nok kunne tage en ret tung køler uden problemer.
Og til sidst I/O-portene, der som nævnt i specifikationerne er:
2 stk. PS/2 porte. 1 stk. IEEE 1394a port (Firewire). 1 stk. RJ45 LAN porte. 4 stk. USB2.0 porte. 6 stk. lydstik.