Introduktion
Vi har tidligere på året testet abit AB9 Pro bundkortet med lidt blandede resultater. Intel P965 chipsettet var helt nyt på det tidspunkt, og producenterne kæmpede med at få modnet deres BIOS'er. Nu er abit på gaden med en efterfølger til Pro modellen, der understøtter quadcore cpu'er og har flere nye interessante features.
AB9 QuadGT byder på bl.a digital styring af strømforsyningen til cpu, ekstern CCMOS switch, HDMI header fra lydkortet og naturligvis Silent OTES køling.
For et par år tilbage var ABIT helt fremme i front med deres eksklusive s478 boards, der henvendte sig direkte til entusiastmarkedet, og især IC7 serien var enormt populær. Desværre for ABIT gik det galt med investeringerne da man forsøgte at komme ind på andre mere perifere områder hvor konkurrencen er virkelig hård. ABIT havde hverken know-how eller midler til at konkurrere med de store OEM producenter, og undervejs mistede man kunder til producenter som DFI og ASUS. Heldigvis meldte USI - en af de største OEM producenter i verden - sig på banen som samarbejdspartner, og med dette produktionsapparat i ryggen forsøger ABIT nu at komme tilbage på banen.