Kassens indhold
Som jeg skrev indledningsvis indeholder Vista Edition kortene en opdateret bundle. Som det kan ses på billedet herunder er det en ret imponerende mængde grej der følger med.
Det er jo nærmest Abit agtige tilstande. Ikke at ASUS plejer at være specielt nærige med deres bundles i forvejen, men her mangler bestemt ikke noget.
Indhold ScreenDUO
AI Remote
UltraDMA 133/100/66 cable
FDD cable
SATA cables
SATA power cables
I/O Shield
User's manual
USB2.0 port module
3 in 1 Q-connector
IEEE1394 port module
Optional Fan for Water-Cooling or Passive-Cooling only
Array Mic
ScreenDuo Vi tager først den omtalte 2.5" skærm. Vi har før set den slags tiltag, eksempelvis abit's uGuru Clock, men denne løsning er virkelig avanceret. Det er ikke en "rigtig" skærm i den forstand at du ikke kan få vist skrivebordet eller afspille film på den. Den består af et 2.5" LCD farvedisplay, et navigationshjul med 4 pile, en "enter" knap og en "tilbage" funktion. På overkanten sidder en tænd/sluk knap og to funktionsvalgsknapper.
Hvad der skal foregå på skærmen bestemmes af et ScreenDuo Utility program. Det var dog ikke muligt at bruge den medfølgende software til ret meget, da den tilsyneladende var tiltænkt en anden del af kloden, og ikke ville snakke sammen med min danske Vista installation.
Men efter at have hentet en ny version på ASUS hjemmeside gik installationen uden problemer.
Ja altså bortset fra den latterlige bunke popups man bliver præsenteret for når programmerne prøver at starte op i Vista. I ScreenDuo programmet vælger man hvilke funktioner der er interessante for en selv.
Jeg er nyhedsnarkoman, så den indbyggede RSS læser blev sat op til at hente dagens overskrifter fra dr.dk. Hele nyheden kan læses ved at vælge overskriften med pilene og trykke på "enter" knappen.
Jeg valgte også at sætte hardwaremonitor funktionen til, og det fungerer fint, selv om jeg godt kunne have tænkt mig en lidt mere avanceret visning. Eksempelvis at man kunne holde øje med cpu og MB temperatur samtidig med blæserhastigheden. Men det må man tage en menu af gangen.
Trykker man på funktionstast 2 kommer der en Power on-off/stand-by/dvale menu frem, som man kan bruge til at vælge - du gættede det - Power on-off, stand-by eller dvale.
Selve visningen af de enkelte undermenuer er rigtig god, og ScreenDuo skærmen er en superlækker tilføjelse til bundlen, ingen tvivl om det
Fjernbetjening Der medfølger også en lille fjernbetjening med begrænset funktionalitet. Udvalget af knapper er yderst sparsomt, og uden at skulle være negativ så er den ikke særlig anvendelig.
Det skyldes at der totalt mangler navigationsknapper, så der er ikke mulighed for at bladre i mapper eller vælge programmer.
Der er to AP-trigger knapper der kan konfigureres til at tænde for maskinen og starte et forvalgt program, eksempelvis MediaPlayer. Men når programmet er startet skal du alligevel have fat i mus eller tastatur for at navigere, og så synes jeg at ideen fiser ud i sandet. Resten af knapperne er til tænd/sluk/dvale og AI GEAR overclocking kan styres herfra. Nederst sidder et skrabet medieafspiller interface der kan spole, skrue op og ned for lyden og starte og stoppe afspilning. Men du kan ikke vælge noget at afspille, uden at du skal hen til maskinen og klikke dig frem til MP3 filerne eller filmene. Det er altså ikke et værdigt alternativ til en rigtig HTPC remote. Så langt fra.
Mikrofon Dertil kommer en retningsbestemt mikrofon til brug med MSN, SKYPE, online spil o.lign. Der medfølger software til at fjerne baggrundsstøj, og selve mikrofonen er designet til at minimere støjgener fra uvedkommende kilder.
Q-Connector ASUS har også inkluderet Q-Connectoren til hurtig montering af lamper og knapper i kabinettet.
Radial blæser Sidst men ikke mindst følger der en speciel blæser med til at montere på MosFet køleprofilen. Den skal kun bruges i det tilfælde at man anvender passiv/vandkøling på CPU.
Det vil nemlig betyde at den naturlige luftcirkulation i systemet vil begrænses, og den vertikale blæser skal så sørge for at køle MosFets, og nordbroen gennem en heatpipe.