Funktioner
Efter konfigurationen kan ændring af indstillingerne og indstilling af NAS serverens forskellige funktioner foretages via en browser på port 8080. For at kunne få adgang skal man altså bare indtaste IP adressen og tilføje port 8080, nemt og simpelt. Her kan vi blandt andet slå SSL til og fra. SSL er en sikkerhedsprotokol, som bruges til at kryptere datatrafik. Dette kunne være en god ide at slå til, hvis man henter følsomme filer/oplysninger over internettet.
Nu har vi så diverse forskellige muligheder for at konfigurere og bruge TS-109. Under Administration er der muligheder for at ændre på netværksindstillinger, brugerkonti og mange andre indstillinger.
Navnlig det at ændre adgangsrettigheder er der rig mulighed for. Man kan oprette brugere og brugergrupper, og give specifikke rettigheder til de forskellige grupper eller til de enkelte brugere. Det kunne f.eks. være læse og skriverettigheder til de forskellige lokationer på disken. Man har flere andre muligheder for at begrænse adgang, f.eks. ved hjælp af IP adresser eller domænenavn. Disse muligheder er specielt nyttige for mindre virksomheder, men som privat kan man også gøre god brug af dem.
Web file manager og FTP
Hvis man vil gøre sine data tilgængelige via internettet, kan man gøre brug af sin web-browser og webfile-manager funktionen, eller man kan vælge at bruge en ftp forbindelse. Web-manageren er fin nok, men jeg synes klart at en ftp forbindelse er lettere at bruge, og så har ftp forbindelsen den fordel, at den er mere pålidelig og derfor bedre, når man skal overføre store filer.
Web server
TS-109 PRO kan også bruges som web server, således at du kan hoste din egen webside lokalt. Opsætningen er rimelig enkel, og for at tilføje indhold til siden skal man faktisk bare lægge HTML filer osv. i mappen Qweb, dette kan man f.eks. gøre ved at mappe denne mappe som et netværksdrev, via web file manager eller via ftp. Som web server understøtter TS-109 PRO både PHP og SQLlite.
Multimedia station
En anden af standardmapperne, som er oprettet, er mappen Qmultimedia. Denne er beregnet til at man kan have billeder, mp3 filer og andre ting liggende. Det fungerer egentlig lidt på samme måde som web file manageren, her har man bare mulighed for at se de automatisk genererede thumbnails i stedet for kun filnavnet. Som administrator har man mulighed for at bestemme, hvilke brugere som kan se hvilke filer, og det er derfor en fin mulighed, hvis man skal dele mange filer med mange forskellige mennesker.
Download station
Hvis man vil hente en stor fil ned, f.eks. over bittorent, så kan dette gøres af TS-109 PRO. På denne måde behøver man ikke lade sin computer står tændt i lang tid mens filen hentes, hvilket jo kan koste en del i brugt strøm. TS-109 Pro kan hente filer via http, FTP eller bittorent. Dette kan gøres via webinterfacet, hvor man blot tilføjer URL’en til den pågældende fil, og så begynder overførslen. Som man kender det fra f.eks. bittorent klienter, kan man også her indstille proritet, maximal upload hastighed og andet.
I stedet for at bruge web interfacet, kan man også administrere sine downloads med det medfølgende program QGet. Det fungerer mere eller mindre som de fleste kendte bittorent programmer, den bliver bare ved med at hente, selv om man slukker for ens pc.
Både web interfacet og QGet fungerer super, at man kan bruge sin NAS til at downloade er helt klart et stort plus for mange.
Backup
Med TS-109 PRO følger det lille program NetBak Replicator, med dette kan du tage sikkerhedskopier af vigtige data, således at du altid har dem to steder. Man kan selv bestemme, om der skal tages backup på et bestemt tidspunkt hver dag og på hvilke ugedage, eller man kan sætte det til at overvåge specifikke mapper, og tage backup med det samme der er foretaget ændringer.
TS-109 PRO giver desuden mulighed for at tage backup af en USB lagerenhed, enheden tilsluttes blot usb porten i fronten af boksen, og når hvis man trykker på knappen copy tages der en kopi af alle data på enheden. Dataene lægges i mappen QUsb, og kan herefter hentes ned på en computer via netværk eller internet.
Yderligere funktioner
Ud over de beskrevne funktioner kan TS-109 PRO en masse andet. Dette inkluderer blandt andet:
- Man kan gøre sin USB printer til en netværksprinter.
- Kan oprette en papirkurv på dit netværksdrev, således at man ikke mister filer, man ved et uheld har fået slettet.
- Itunes musikserver.
- Mulighed for tilslutning af en eSata disk. Man har så mulighed for at køre RAID-1 med den eksterne disk, og disken inde i boksen.
- Kan skanne harddisken for at søge efter fejl, som kan medføre datatab
Så har vi vist fået slået fast at TS-109 PRO kan en forfærdelig masse forskelligt, det skulle være mere end rigeligt til de fleste.