Introduktion
Det går jo ganske godt for Intel lige for tiden må man sige. Core 2 Duo chippen går sin sejrsgang overalt og i stadig flere og hurtigere versioner, og chipset bliver nærmest sprøjtet ud. Således er turen kommet til næste skud på stammen i den professionelle afdeling. Her har det indtil nu været 975X chipsettet der var kongen, men både feature og ydelsesmæssigt er det allerede blevet slået med flere længder af både P965 og P35 chipsettene, der egentlig er beregnet på desktopbrug. Så det er ikke et øjeblik for tidligt at der kommer en afløser, og for at vise slægtskabet med "30"-serien er det døbt X38.
ASUS er de første til at levere et X38 kort til test, og oven i købet en af de fine modeller. Nemlig P5E3 Deluxe Wi-Fi @n, der byder på bl.a.DDR3 ram, dual x16 PCIe lanes til grafik, 300mbit trådløst LAN og et onboard Linux styresystem med internetbrowser og Skype.
Men først et nærmere kig på chipsettet.