Intel Core 2 Duo E6850
Intel lancerede Core 2 Duo for lidt over et år siden, og siden da har stort set alle computer-entusiaster skiftet deres tidligere processor ud med en Core 2 Duo – hvis de da ikke er gået over til den dobbelte udgave, Core 2 Quad. Quad-core er selvfølgelig det mest ekstreme nu, men vi er også nogen, som ikke lige har lyst til at hoppe på den vogn endnu. For selvom quad-core er fantastisk til multitasking, er det ikke alle, der har brug for at køre tre-fire tunge programmer ad gangen, og de fleste af nutidens spil kan ikke engang udnytte to kerner.Derfor giver det da også god mening, at Intel stadig satser stort på at lave dual-core processorer, og på at lave nye og hurtigere modeller. Og Intel's quad-cores består da også bare af to dual-cores, så der skal sådan set også laves nye dual-cores for at lave nye quad-cores.
For nylig lancerede Intel nye versioner af Core 2 Duo og Core 2 Quad med 1333MHz FSB (eller 333MHz Bus Speed), hvor de "gamle" Core 2 Duo kun har 1066MHz FSB (man kan som bekendt kende de nye på, at de har "50" sidst i deres navn, hvor de gamle har "00").
Den nye Core 2 Duo E6850 skal afløse den gamle dual-core topmodel Core 2 Extreme X6800. Hastigheden er stort set den samme, den lille forskel skyldes, at FSB er forskellig, og derfor kan man ikke ramme helt samme hastigheder, når man bruger multipliere på hele tal. Den gamle X6800 var på 2,93GHz (266MHz x 11), mens E6850 er på 3,0GHz(333MHz x 9). Og så har X6800 oplåst multiplier, mens den for E6850 som standard er på 9 – den kan dog justeres nedad til og med 6.