Spire PowerFuse
Strøm betyder efterhånden mere og mere for os computernørder. Da undertegnede begyndte med at rode med computere, var en strømforsyning bare noget, der skulle være til stede. I dag ved de fleste entusiaster godt, at strømforsyning ikke bare er en dims, der omformer 220V til 12V og 5V. Selvom mange tænker på miljøet og elregningen, bruger en computer stadig meget strøm, og det skal en PSU kunne levere. Og først og fremmest skal den kunne levere strømmen stabilt. Når man køber et grafikkort til flere tusind kroner, skal strømforsyningen ikke bare levere nok strøm ,den skal heller ikke levere for meget, så grafikkortet bliver svitset.
Men vi ved også, at strømforsyninger ikke altid er, hvad de bør være. Man kan stadig få strømforsyninger, der er til fare for de komponenter, de skal fodre med strøm. Og så er der de ting, som strømforsyningen ikke kan gøre for, som fx lynnedslag i ledningsnettet, der hurtigt kan tage livet af en computer.
Vi skal i dag se på en dims fra Spire, der skulle kunne sikre dig mod de ovennævnte problemer. Spire er nok mest kendt for deres kølere, som firmaet mest beskæftiger sig med, for en stor dels vedkommende til OEM-markedet. Men de har også bevæget sig ud over en bred vifte af tilbehør til seriøse computer-brugere. Spire PowerFuse er et ret unikt produkt, men egentlig er det meget simpelt. Det er, som navnet antyder, ganske enkelt en sikring til grafikkortet, som skal beskytte mod for meget og forkert strøm.
Vi skal se på, om det virker efter hensigten. Først lidt om, hvad sådan en PowerFuse går ud på.