Introduktion
Med P965 og senere P35, har Intel sørget for at sætte sig tungt på chipsetmarkedet når der tales om socket 775. Selvom NVIDIA meget gerne vil have fingrene i dette marked, så er det Intel der for alvor dominerer.
Måske har det største problem for Intel i virkeligheden været at deres egne entusiastchipsets - X38 og senere X48 - har skilt sig så lidt ud fra P35 at entusiasterne ofte valgte sidstnævnte, der sælges betydeligt billigere.
Dette kan måske også forklare hvorfor man har ventet længe med at opgradere P35 imens X48 har været tilgængeligt i nogen tid. Og måske forklarer det også, hvorfor P45 bringer så lidt nyt i forhold til P35.