Computex - Dag 4

HT Exclusive d.  06. juni. 2016, skrevet af Ronin2300 0 Kommentarer.  Vist: 8090 gange.

I forbindelse med Computex har Gigabyte budt indenfor på deres Nan Ping fabrik, der ligger ikke langt uden for Taipei. Jeg var naturligvis nysgerrig jeg tog med på turen, der gik med bus fra Taipei 101 og direkte til fabrikken uden for byen.

 


Ved ankomsten blev vi modtaget i lobbyen og budt velkommen. Her blev alle udstyret med blå overtræk til skoene, for at forhindre vi trak snavs med ind i fabrikken, og for at forhindre statisk elektricitet. I lobbyen var der desuden opstillet en række borde, hvor vi besøgende kunne få lov at lege Gigabyte ansatte og arbejde lidt med nogle printkort.

 


Herefter blev vi ført til en konference lokale i toppen af fabrikken, hvor vi igen blev budt velkommen af lederen for afdelingen for kvalitetssikring Herbert Fan. Han gav os en kort præsentation af dels Gigabytes forskellige afdelinger, og så selve Nan Ping fabrikken, som vi skulle se nærmere på.


Nan Ping fabrikken blev bygget i 2000 og er den eneste fabrik i Taiwan, hvor der produceres bundkort og grafikkort. Alle andre producenter har flyttet deres produktion til fastlandet i Kina. Fabrikken har omkring 1200 ansatte, og imponerende nok så har omkring 70% af de ansatte været der i mere end 15 år. Den erfarne arbejdskraft var, ifølge Herbert Fan, en af grundene til den høje kvalitet hos Gigabyte.

 


Selve fabrikken er 45.000 kvadratmeter fordelt på otte etager. I alt fire af de etager var tilegnet produktion og pakning af bundkort og grafikkort, mens de øvrige var kontorer og så deres afdelinger for mobile enheder, som for øvrigt også omfatter samling af deres gaming laptops. Fabrikken kan, når alt kører som det skal, producerer omkring 575.000 enheder om måneden, hvoraf de 400.000 er bundkort og 100.000 er grafikkort.

 

  


Herefter begyndte selve rundvisningen på fabrikken, hvor vi fulgte produktionsprocessen. Første stop var SMT delen af fabrikken, hvor selve bundkortet blev til og nogen af de indledende komponenter sat på. SMT står for Surface-mount technology og denne del af processen var i høj grad automatiseret i store maskiner. På Nan Ping har de i alt 10 SMT linjer.

 

  


Næste stop lå et par etager længere nede i fabrikken, og var en såkaldt DIP Line, hvor de øvrige kompomenter blev sat på og loddet til selve pladen. Gigabyte havde seks af disse linjer, hvor medarbejderne sad og arbejdede. Denne del af processen var modsat det andet langt hen af vejen drevet af manuelt arbejde, hvor arbejderne sad og puttede de enkelte komponenter på kortet. Forklaringen på dette var, at der var så mange forskellige komponenter i Gigabytes produktion og det løbende skiftede, og derfor var arbejdsgangen ikke specielt velegnet til automatisering.

 

  


Sidste stop på den desværre ret hurtige tur igennem fabrikken var pakkeriet, hvor alle de færdige kort blev sendt hen. Her ankom de i store kasser fra de andre etager, for så at blive pakket og sendt afsted til lageret.

 


Før jeg fik set mig om var vi tilbage i lobbyen, hvor vi fik udleveret en lille snackkasse af Gigabyte indeholdende en masse tomme kalorier, som lige kunne nydes inden turen igen gik retur mod Taipei 101 med bussen.


Det lidt pressede skema var lidt synd, da jeg gerne ville have haft mere tid til at kigge mere på de forskellige processer i fabrikken og måske også spørge lidt ind til nogen af tingene men det var der desværre ikke afsat tid til. Det var dog stadig et interessant kig indenfor hos Gigabyte.