Software
Gigabytes EasyTune 6 software til styring, overvågning og overclocking har også fået en overhaling i forbindelse med Core i7, så det nu er kompatibelt med X58 chipsettet. Den mest interessante del af historien er Tuner menuen og dens underafdelinger.
Her har du tre muligheder lige frisk fra fad, så du kan clocke cpu med 140, 150 eller 160MHz, og dermed komme op mellem 3.36 og 3.84GHz. Det er bestemt ikke noget urealistisk clock, og de fleste Core i7 cpu'er bør kunne følge med her. Og ellers har man naturligvis muligheden for at slå over i manuel og bestemme selv. Herunder Frequencies menuen i Standard og Advanced udgaverne.
Der er afsat et helt faneblad til cpu multiplier ratio, så det ser ud som om du kan bestemme hver kernes clockfrekvens individuelt...hmmmm...og på alle otte kerner !?
Jeg kan da også afsløre at den individuelle indstilling, selv om det faktisk er understøttet af teknologien, ikke virker. Alle kerner følges pænt ad, og der er altså kun 4 kerner i en Core i7. De sidste 4 er logiske kerner skabt af Hyperthreading funktionen, og jeg kan ikke forestille mig en funktion der får HT funktionen til at køre langsommere, end den kerne den hører til.
Alle spændinger på bundkortet kan også indstilles manuelt i windows.
Et hurtigt kig på de andre faneblade viser først en CPU-Z klon, der fortæller alt hvad du vil vide om cpu'en, og derefter, ligeledes i CPU-Z stil, alt om dine ram.
En anden lækker funktion er, at du kan overclocke dit grafikkort direkte fra EasyTune programmet.
Her er der brugt et Gigabyte HD4870 512MB grafikkort. Næste faneblad hedder Smart, og indeholder C.I.A.2 overclocking funktionen som vi også fandt i BIOS.
Dertil kommer en blæserstyring så du kan kontrollere larmen også. Sidst men ikke mindst er der en Hardware Monitor funktion til at holde øje med temperaturer, blæsere osv.
Styringen er simpel og foregår med skydeknapper når du vil indstille niveauer for blæseralarm og maks varme. Der er ikke mulighed for at sætte alarm på spændingsudsving af en eller anden grund. Omvendt kan man sige at har man de problemer, så skal det nok manifestere sig på anden vis, men det havde nu været rart alligevel.
Som program betragtet fungerer ET6 rigtig fint, og jeg brugte den med stort held under overclocking delen af min test. Meget mere om det på næste side.
Dynamic Energy Saver
Gigabyte har også lagt muligheden for at bruge deres DES program til at styre strømforsyningen. Programmet lukker for de kanaler der ikke er i brug, og sparer derved lidt på strømmen. Det virker, men det er altså ikke noget der redder en regnskov.
Jeg har testet programmet på både XP og Vista. På Vista 32bit virker det fint, men af en eller anden grund så er der en funktion der crasher på 64bit versionen. Selve DES strømsparefunktionen virker, men der er en serverfunktion der ikke vil lege med, og jeg kan konstatere, efter at have søgt på Google, at jeg ikke er den eneste i verden med det problem.