Introduktion
De første 45nm chips fra AMD er udkommet, og indtil videre er det kun quadcore-modellerne X4 940 og X4 920 i AM2+ udgave der har været i handlen. Udgaverne der understøtter DDR3 - AM3 CPU'erne har ladet vente på sig, men er altså nu klar til lancering. Vi har været så heldige at AMD har givet os lov til at få et par stykker af de nye AM3'ere til test før release, sådan at vi som nogle af de aller første i Danmark, kan ha' en gennemført test klar til vores læsere, på klokkeslettet NDA'en udløber.
Vi glæder os rigtig meget til at finde ud af hvor meget ydelse der er at hente i DDR3, og det tester vi naturligvis på nemmeste vis, da disse AM3 CPU'er er bagudkompatible med AM2 bundkort - dvs. at man uden tøven kan installere AM3 CPU'en i et AM2 bundkort, teste med DDR2 RAM, og derefter installere samme AM3 CPU i et AM3 bundkort og teste med DDR3 RAM.
Vi har dog flere overraskelser i ærmet til vores læsere, da vi for første gang sammenligner AMD og Intel i en omfattende clock for clock test, hvor samtlige CPU'er kører ved samme frekvens. Men vi stopper heller ikke legen her, for vi er selvfølgelig også nødt til at finde ud af hvad AMD's DDR3 dualchannel kan, sat op mod Intels DDR3 dual- og tripplechannel. Slutteligt skal vi naturligvis også finde ud af hvor meget 'headroom' som AMD selv kalder det - altså overclocking potentiale - der er i de nye AM3 CPU'er fra AMD.
I denne artikel er det quadcore-varianten vi kigger på, ved navn Phenom II X4 810.
På næste side tager vi et kig på hvad Phenom II bringer med sig af nyheder.