Test
Følgende testsetup/maskine er benyttet til testen af kortet:
AMD Dragon platform
- Chieftec bigtower kabinet med 2 x PAPST og 2 x Sharkoon 80 mm blæsere
- Tagan 900 Watt PSU
- FoxConn DigitaLife A79A-S AM2+ motherboard med AMD 790FX chipset
- BENQ 26" 1920x1200 HD-skærm
- Zalman CNPS 9500 AM2 low noise køler
- AMD Phenom II AM2 Z940 Quad Core 3GHz CPU
- 2 X Kingston HyperX 2 gigabyte RAM-klodser – DDR-2 1066 (4 gigabyte RAM)
- 1 X Western Digital Raptor HDD - 74 gigabyte, 10.000 RPM 16 MB cache harddisk, SATA-1
- 1 x Western Digital GreenPower HDD - 500 gigabyte, 7.200/5.400 RPM 16 MB cache, SATA-2 .
Der er brugt et eksternt professionelt KWh-meter fra elektrikeren til måling af det totale strømforbrug på testmaskinen og dennes monterede grafikkort, til test og referencetests. Jeg har valgt at bruge et professionelt Watt-meter der måler hele maskinens strømforbrug, frem for at måle grafikkortenes da disses afgivelse af varme har stor betydning for hele maskinens samlede strømforbrug.
Software benyttet:
- OS: Windows Vista Home Premium 64-bit SP2, fuldt opdateret
- Grafikkortdriver: AMD/ATI Catalyst driverversion 8.660.6.0000 NDA reviewers driver, leveret af AMD/ATI
- Chipsætdriver: Seneste tilgængelige
Testsoftware:
- 3DMark Vantage
- Stalker:Clear Sky DirectX 10.1 benchmark tool
- Unreal Tournament 3 Benchmark tool - der er benyttet DM-Sanctuary map, 12 bots, sound, full screen, max. details, DX10
- Devil May Cry 4 DX10 benchmark – max./super settings, MSAAx8
- Furmark 1.6.5 OpenGL 2.1 benchmark tool
- Call of Juarez DX10 benchmark tool
- World of Warcraft: Wrath of The Lich King – Ultra settings, max. camera distance macro
Testmæssigt er der valgt Windows Vista 64-bit, for at udnytte alle 4 gigabyte RAM. Samtidigt er Windows Vista blevet valgt, da vi i vore tider tester DX10-grafikkort og for mig giver det ikke meget mening at teste på Windows XP længere, med DirectX 9.0c. Jeg ville givet få nogle vilde resultater, men jeg er sikker på, at I alle gerne vil se tal fra DirectX 10.1 benchmarks og spil. World of Warcraft er blevet medtaget i testen, selvom dette langt fra er et DirectX 10 spil. Men da det er verdens mest brugte spil, udover Sims 3 synes jeg ikke det kan undlades. Og vi kan da også se, at resultaterne med et moderne grafikkort i WoW ligger ganske tæt op ad de resultater der gives i Windows XP SP3, selvom der er skiftet til et meget mere krævende 64-bit operativsystem. Og WoW trækker tænder ud, med den opløsning og indstilling jeg har brugt i denne deltest. Samtidigt har jeg valgt Windows Vista 64-bit med SP2, da SP2 er udkommet for ikke så længe siden - derfor og jeg tænkte det kunne være interessant for Jer læsere (samt mig selv), at se hvad Microsoft har fået indbygget af optimeringerne denne gang. Som bekendt virkede Windows XP ikke helt efter hensigten før SP2 udkom - og SP3 var sidste finpudsning og optimering. Og som vi alle ved rammer Windows 7 snart markedet, så det er tvivlsomt, om der kommer en SP3 til Windows Vista i den nærmeste fremtid.
Forbehold der skal tages i testsammenligningerne!:
Gigabyte GTX-295 kan ikke køre med DirectX 10.1-udvidelserne, da GTX-295 GPU'erne ikke understøtter dette; men denne er derimod i stand til at køre med PhysX teknologien NVIDIA er ene om at udbyde. Og med OpenGL 3.2, hvor AMD/ATI kører med OpenGL 3.1. Dette er medvirkende til, at Gigabyte GTX-295 scorer højt i 3Dmark Vantage, som understøtter PhysX.
Her er et sæt grafer over hvordan AMD/ATI HD5770 yder, set i sammenligning med 4 andre relevante referencekort i hele 7 forskellige benchmarks. På disse grafer betyder tallene, at jo højere resultat der er opnået, desto bedre ydeevne har kortet:
3Dmark Vantage:
Seneste benchmarker fra finske FutureMark 3Dmark Vantage - finnerne kan andet,end lave gode fiskeknive og woblere. Vantage er en ren DirectX10 benchmark, der ikke er bagudkompatibel med DirectX 9.0c. Derfor er Windows Vista eller Windows 7 eneste mulighed for afvikling af testen. Vantage er flot at se på, men samtidigt også ekstremt hårdt mod grafikkortene. Stilen er ændret lidt til en mere cartoon-agtig type - hvorfor vides ikke. Jeg foretrækker selv naturtro tests, som Call of Juarez.. Samtidigt kan jeg ikke se , hvorfor der er inkluderet CPU-tests, når det det drejer sig om, er grafiktestning. Hvorom alting er, så lad os se hvordan kortet klarer sig i denne test:
Vi ser her at HD5770 ligger i midten AMD/ATI-kortene med meget fine resultater - men er langt fra Gigabyte GTX-295 og HiS HD5870. Bare i Entry-testen er der hele points 3.146 point til forskel mellem HiS HD5870 og AMD/ATI HD5770. Og mellem AMD/ATI HD5770 og GTX-295 er der 25.283 point i forskel. Men dette skyldes alene, at Gigabyte GTX-295 kan gennemføre 3Dmarks PhysX deltest og har hele to GPU'er monteret. Denne teknologi understøtter AMD/ATI altså ikke - og er iøvrigt også et single-GPU grafikkort. Skal vi sammenligne AMD/ATI's to generationer af GPU'er ser vi her, at ydelsen HD5870 og HD5770 er 3.146 points. Procentvis er dette 12.71% i forskel.
Stalker:Clear Sky DirectX 10.1 benchmark tool:
Stalker:Clear Sky benchmark er et DirectX 10.1 benchmarktool fra GSC Game World i Kiev, Ukraine. Firmaet står bag STALKER:Shadow of Chernobyl og STALKER:Clear Sky. Denne benchmark er baseret på sidstnævnte og presser igennem 4 deltests grafikkortenes evner til det yderste. De 4 deltests består af en test, hvor grafikmotoren kører om dagen, en om natten, en i uvejr med regn og torden og mange reflektioner i materialer, og en i højt solskin. Dette sikrer, at grafiktesten bliver yderst omfattende, da alle kortets evner testes igennem. Da testen kører under alle de forhold man vil møde i et spil man spillede, synes jeg det er en af de mest retvisende grafiktests, der findes pt. I denne test er højere FPS bedre, end lavere. I referencetestgrafen har jeg kun medtaget værdierne for Day-delen af testen, da vi ellers skulle se på 12 små billeder. Jeg har indsat graferne fra testen i Ultra Mode for alle 4 kort til sammenligning. STALKER:Call of Priypjat er udkommet i Rusland og derfor forventes det, at vi kan levere en DirectX 11 test af HD5870 inden længe (som opdatering/respin). Der er også lovet en patch til Stalker:Clear Sky der skulle tilføje DirectX 11 kompatibilitet.
Stalker:Clear Sky benchmarkresultater for AMD/ATI HD5770 - Ultra Mode:
Her klarer AMD/ATI HD5770 sig kun nogenlunde. Som det ses, opnås der næsten hele vejen igennem en stabil FPS på mellem 35 og 22. Men dette er forventeligt, da testen er kørt for at se, hvad kortet kan yde på topbelastning. Der er valgt settings DX10.1: Higher Quality og MSAAx4, samt Enhanced Full Dynamic Lighting. På Gigabyte-kortet var det IKKE muligt, at sætte benchmarkeren til DX10.1: Higher Quality, så hav dette in mente, når i sammenligner resultaterne - for der er en del ydelsesforskel på AMD/ATI-kortene når denne indstilling er aktiveret. Dette vil sætte Gigabyte GTX-295 1.792 på et langt højere niveau, end AMD/ATI HD5770. Dette er fordi, at Gigabyte GTX-295 ikke understøtter DirectX 10.1, men kun DirectX 10. Vi sammenligner lige med GTX-295 og Asus EAH4890 i Ultra mode, så I kan danne Jer et overblik over forskellene på de tre kort i denne test. Sammenlignet med Asus EAH4890 1024 scorer AMD/ATI HD5770 her faktisk kun 14.63% lavere - og det er er faktisk rigtig flot. Ser vi derimod på Gigabyte GTX-295, så leverer dette hele 43 FPS mere i scenen "Day". Så AMD/ATI HD5770 leverer ikke den den mest imponerende ydelse i denne deltest - faktisk så taber det stort til alle de andre kort det sammenlignes med.
Unreal Tournament 3 Benchmark tool:
Der er ikke så meget at sige om UT3-testen. Jeg har valgt UT3 fordi den fra starten af blev bygget optimeret til DirectX 10.0. Med patch er der support for DirectX 10.1. Og denne test er udvalgt fra benchmarkportfoliet, fordi rigtigt mange spil der bruges i dag og som stadig frigives, er baserede på netop UT3's grafiske motor. Der er testet med manuelle settings til absolut højeste kvalitetsindstillinger. Vi får høje tal, da spillets grafiske elementer ikke længere er hypermoderne. Men ingen siger vi skal svælge i små tal fra ekstremtests hele tiden, vel? :) Og i netop denne test kan vi se, at det er meget tæt løb mellem kortene.
Graferne hér giver lidt stof til eftertanke. For vi kan her se, at AMD/ATI HD5770 rent faktisk fuldstændigt løber fra Gigabyte GTX-295 - selvom dette har 792 MB større framebuffer og to GPU'er, mod HD5770's ene GPU. Forskelsmæssigt ligger HD5770 derfor procentvis en del over Gigabyte GTX-295. Og det havde hverken jeg - eller I sikkert forventet, da DH5770 er et mid-range produkt.
Devil May Cry 4 - Scene 4:
Devil May Cry 4 er et spil der brillerer, ved at findes til både PS3, Xbox360 og PC. Spillet er i sig selv meget flot lavet grafisk, selvom det er flere år gammelt. PC-versionen udkom i midten af 2008 og er grafisk forbedret i forhold til konsoludgaverne. Grunden til jeg har valgt DMC-4 er fordi den dels findes i en automatisk benchmarker, og dels fordi den stadig formår at presse kortene til det yderste. Samtidigt kan den køre både DirectX 9.0c og DirectX 10, hvilket gør den til en benchmarker der sammen med UT-3 kan bruges på både Windows XP og Windows Vista. Før nogen spørger så er DMC-4 benchmarken opdelt i 4 scener der gennemspilles på PC'en over ca. 15 minutter. Herefter gives en FPS-resultat per scene og en rank, da DMC-4 opererer med sjove ranks. For eksempel hedder den højeste rank "S - Battle foes with Smokin' Sick Style". Det er måske meget sjovt, men lidt for "porno" til mig. Jeg har derfor kun udvalgt Scene 4, der er den grafisk mest krævende og indsat resultaterne i grafen nedenfor.
Og her ser vi så noget rigtigt interessant. Her taber AMD/ATI HD5770 faktisk alle test, mens vinderen af hele puljen suverænt er Gigabyte GTX-295 der fuldstændigt outperformer HiS HD5870. Med den driver der var til rådighed på testtidspunktet kunne det ikke lade sig gøre, at køre den aldrende DMC-4 test i 1600x1200 på HiS HD5870 i denne omgang. AMD/ATI HD5770 vandt UT3-testen suverænt over Gigabyte GTX-295, mens den voldsomt taber DMC-testen. Selv Asus E AH4890 yder bedre i denne test, end AMD/ATI HD5770. Dette kan undre, da netop UT-3 grafikmotoren er optimeret til moderne hardware.
FurMark 1.7.0:
FurMark er en meget brugt benchmarker på flere forskellige testsider - og det med god grund. For FurMark indeholder både en benchmarker, samt en burn-in/stability testfunktion. Den kan endvidere tage screenshots undervejs ved at trykke på F9, hvilket er meget praktisk. Samtidigt skriver den løbende en temperaturgraf over GPU'ens varmetilstand og det er endnu et plus ved at benytte denne test. Ydermere er det min testsuites eneste OpenGL-benchmark og derfor den eneste der siger noget om, hvor godt producenterne har integreret OpenGL optimeringer i GPU'erne. Og dette er vigtigt at vide for dem der kører Linux, eller anden Unix eller har brug for at rendere OpenGL professionelt i applikationer, hvor selve renderingen smides ned på GPU'en. Oveni så er FurMark klart den benchmarker, der brænder grafikkortet allervarmest hurtigst muligt. Og det er også en fordel, når man skal finde et grafikkorts præcise smertegrænser for overclockning. Desuden er FurMark en OpenGL 3.2 benchmark og da GTX-295 kan køre OpenGL 3.2, mens AMD/ATI-kortene kan køre OpenGL 3.1 er denne test valgt udfra det parameter for, at kunne give en retvisende og valid sammenligning. Dette er også gjort udfra, at da jeg testede HD5870 med FurMark 1.6.5 gav den på FPS præcis samme resultat, som i version 1.7.0 hvilket overraskede mig meget. Normalt plejer AMD/ATI at tabe OpenGL testene kraftigt til NVIDIA. Men noget tyder på, at AMD/ATI's ingeniører har været på overarbejde mht. OpenGL-sektionen i denne GPU. Derfor er FurMark 1.7.0 valgt til testen af AMD/ATI HD5770 også.
Vi kan her kun hæfte os ved én enkelt ting - og det er at i OpenGL-testen, der vinder HiS HD5870 over Gigabyte GTX-295, mens AMD/ATI HD5770 taber til alle de andre kort - og det ganske betydeligt endda. AMD/ATI-kortene er blevet voldsomt forbedret på OpenGL-siden i forhold til 4000-serien, men dette ses altså ikke afspejlet i model HD5770. Da dette er testens eneste OpenGL benchmark, har vi desværre intet andet at sammenligne med. Men jeg finder stadig at FurMark kommer til sin ret i denne test. Den finder i hvert fald ret hurtigt smertegrænserne for kortets overclockningsevner og har før vist den tydelige forskel der var imellem AMD/ATI og NVIDIA, indenfor rendering af OpenGL.
Call of Juarez:
Call of Juarez er et af de få spil der er skrevet til direkte at udnytte flere CPU-kerner end to. Jeg har brugt Call of Juarez benchmarker tool, 64-bit udgave, sat til maximum DirectX 10 settings, 1680x1050, Shadowmap 2048x2048, Shadows High, SSAAx4, Sound On.
Og her ser vi en DirectX 10 test hvor AMD/ATI HD5770 ligger helt i bunden. Dog er der ikke langt imellem i AMD/ATI HD5770 og Asus EAH4890 i denne test. Her er der faktisk kun 3.8 FPS forskel imellem de to kort.
World of Warcraft: Wrath of The Lich King:
World of Warcraft IRL-gaming testforklaring:
VSYNC-mulighederne i WoW har alle været slået fra. Og der er målt frames med WoW’s indbyggede framemeter. Disse er noteret og ud fra dette er der lavet et gennemsnit. Målingerne er foretaget sent om aftenen/natten, hvor der er færrest på serveren til, at belaste grafikken og netforbindelsen til serveren. Arathor Realm server er brugt til testen. Karakteren benyttet er en LVL 80 fuldt episk udstyret resto/balance druide der har ”Epic Fly Form”, samt episk ridetiger. Alle tests er udført i Northrend, med settings sat til ULTRA MODE, alle effekter slået til og sat til maksimum muligt og benyttende max. camera distance macro/addon, samt zoomet helt ud til maksimum. Dailyquest brugt er ”Defending Wyrmrest Temple”. Der er blevet trukket 1-2 Azure Dragons og 2-3 Azure Drakes i Wyrmrest Temple questen. WoW er blevet medtaget i testen, da det er verdens mest spillede spil - udover Sims 3 - og da det efter sidste udvidelsespakke, kan det trække tænder ud på selv de største grafikkort.
Og igen ser vi, at AMD/ATI HD5770 overgår HiS HD4870 og Palit GTX-275, ret meget endda. HD5770 er ikke med helt oppe i front, men spiller man WoW kan man her se, at kortet sagtens kan erstatte et HD4870 og et GTX-275. Set i lyset af ydelsen, strømbesparingen under drift og idle, kunne det faktisk godt betale sig at investere i et HD5770 kort til WoW-spilning.
Tests udført i opløsningen 1920x1200:
Da jeg først kun lige er blevet i besiddelse af en testskærm der kan køre 1920x1200, har jeg valgt at indsætte testresultaterne fra denne opløsning her. Der vil komme grafer over dette, så snart jeg har fået udført nogle referencetests jeg kan indsætte resultaterne fra i grafer til sammenligning:
3DMark Vantage Extreme: X4229
Call of Juarez: Min. 7 Max. 31,3 Avg. 21,4
DMC-4, scene 4: 73,48 FPS Rank: S
Stalker:Clear Sky, Day, Ultra: 31 FPS
UT3: 97,13 FPS
FurMark 1.7.0: Min. 13 Max. 24 Avg. 15
Til en ultra-kort sammenligning vil jeg oplyse, at Asus EAH4890 1024 scorede 41 i Scene Day i Stalkertesten, kørt i Ultra Mode i 1680x1050. Dette viser tydeligt, at AMD/ATi ikke har lovet for meget med hensyn til optimeringen af DX10-baserede spil. For det er voldsomt, at mid-range grafikkort scorer 25% under et high-end kort. Mellem 1920x1200 og 1680x1050 er der kun 4 FPS i forskel for HD5770. Så set på den måde så leverer kortet faktisk et flot resultat, imellem de to opløsninger.
Overclocking
Kortet overclocker UDEN problemer. Ikke en eneste gang er testmaskinen gået ned under OC-testen. Der optrådte ingen grafikfejl under OC-testen af kortet og benchmarkene gik heller ikke ned. Og resultaterne af OC af kortet, taler da også for sig selv. Man får stabil OC til en god pris, der virker helt uden problemer - og endvidere holder kortet ret lave temperaturer, hvilket jeg ikke havde forventet. Exceptionelt godt lavet af AMD/ATI når man ser på, at køleløsningen er indesluttet i en stor kasse der dækker hele kortet til, og kun er åben i bund og front. Jeg opnåede stabilitet på systemet i over 15 minutter kørt 3 gange i rap, uden den store larm eller problemer med kortet overhovedet.
Overclockningtesten blev gennemført således:
Tool brugt: AMD/ATI Catalyst Control Center, version 9.9 (billedet er genbrugt fra en anden artikel)
GPU: fra 850 MHz til 960 Mhz.
RAM: fra 1200 MHz til 1445 MHz
Som det tydeligt fremgår af min stabilitetstest med FurMark 1.7.0, så kører AMD/ATI HD5770 ved ret lave temperaturer under OC-testen. Men jeg kunne ikke finde smertegrænsen, da driverne indtil videre kun tillod OC til den grad jeg kom op på. AMD GPU Clock Tool virker desværre ikke, efter jeg opdaterede driveren til AMD's seneste driver, der har fået rettet en del fejl mht. performance. Så desværre kunne jeg ikke clocke kortet højere. Men jeg vil mene det er et særdeles flot resultat kortet har opnået.
Altså opnåede jeg en effektiv overclockning af GPU på 110 MHz og RAM på 245 MHz, der omregnet til procenter bliver til +12,94% på GPU og +20,41% på RAM!
Og det synes jeg er et enormt flot resultat, temperaturerne taget i betragtning. Absolut brugbart i produktion (real life gaming/design). Dette finder jeg, da kortet trods ret høje temperaturer kører stabilt og uden problemer. Jeg vil konkludere, at ethvert nyt produkt der med referencekøler kan klare FurMark "torturtesten" er ganske godt designet. Alt i alt crashede maskinen ikke. Derved vil jeg konstatere overclockningen stabil.
Temperaturen under Furmark test OC'ed lå på højst 74 grader på GPU'en.
OC-resultater for 3DMark Vantage Extreme: |
47 points mere, end fabriksclocket |
OC-resultater for Call of Juarez: |
-0,9 FPS mindre, end fabriksclocket |
OC-resultater for Furmark: |
0 FPS mere, end fabriksclocket |
Sjovt nok (og meget mærkeligt) ser vi ikke de store forskelle mellem OC og non-OC tilstand af HD5770, hvilket rent faktisk undrer mig særdeles meget. Men faktum er, at kortet kan overclockes brutalt meget - særligt på RAM er resultatet meget meget flot. Og temperaturerne taler ligeledes for, at grafikkort baserede på HD5770 GPU'en vil være særdeles OC-venlige.
Strømforbrug:
Strømforbrugsmæssigt bruger hele testmaskinen 169-173 Watt idle i Windows, "High Performance" og 237-243 Watt under belastning i benchmarks og IRL-gaming.
Strømforbruget under OC af kortet, ligger for hele testmaskinen på 168-182 watt idle i Windows, og på 237-250 watt under belastning i benchmarks og IRL-gaming. I alt meget acceptabelt strømforbrug i forhold til kortets ydelse, din el-regning og den globale miljøsituation. AMD/ATI HD5770 sparer både din pengepung ved indkøb, samt din el-måler fra at løbe alt for løbsk i fremtiden. Og du kan have god samvittighed med miljøfaktorerne, da dette kort clocker sig selv ned uden for belastning, og kan indstilles til at være endog meget besparende for et mid-range gamer grafikkort. I øvrigt er det pt. et af verdens mest strømbesparende grafikkort, da dette kun bruger 18 watt idle i Windows. Meget imponerende må man sige.
Andet:
Drivere og kontrolpanel er klippestabile, og giver ikke anledning til nogle bemærkninger overhovedet. Man skal dog, som Linux- eller Unixbruger bemærke at vi ikke endnu har OpenGL-testet HD5770 under Linux. Så pt. kan vi ikke sige, om driverne giver samme gode ydelse under Linux, som under Windows Vista.
Da vi nu er ved vejs ende, går vi derfor til videre til "Konklusion/UK Summary" ...