Software
I lighed med de fleste andre spillere på markedet, har ASRock nu udviklet et program der kan overvåge belastningen på cpu, og automatisk justere strømforbruget så det matcher behovet. Programmet hedder Intelligent Energy Saver, eller bare IES.
Jeg har testet programmet ved at køre en superPI 1M med IES slået til hhv. fra. Der er er 0.15sek forskel, og med IES koblet til når cpu'en ikke over 3.3GHz i længere tid. Der er altså en lille forskel på strømforbruget, og hvad der er sparet er som bekendt tjent. Det er den indbyggede Intel Speedstep teknologi der gør det meste af arbejdet, og IES programmets opgave er at justere på antallet af strømfaser til cpu'en. Det er fint nok når du surfer og hører musik, men jeg vil nok vælge at slå IES fra når der skal spilles spil og cpu'en skal kunne arbejde maksimalt.
Til at overvåge temperaturer, blæsere og hastigheder, samt overclocke systemet, har ASRock lavet endnu et program, OC Tuner.
Det er forrygende nemt at bruge, og for så vidt rimeligt overskueligt. Jeg kunne dog godt tænke mig at kunne holde øje med temperaturen på cpu i samme menu som jeg ændrer clockfrekvensen, eller som et af de fire metre øverst, men det er en mindre detalje.
Der er også et par andre programmer med, men de ligger som prøveversioner, og du skal derfor registrere/betale for at bruge dem ud over en 30 dages periode.Det ene er Cyberlink DVD Suite, der indeholder en CD/DVD/Bluray mediaplayer, et program til at lave sine egne CD/DVD/Bluray film, og endelig et brænderprogram der ligeledes understøtter CD/DVD og Bluray formaterne.
ASRock har desuden valgt at inkludere Creatives Sound Blaster X-Fi MB software, der er en række programmer til at booste/fremhæve/fejlrette lyden fra lydkortet så du får den bedst mulige oplevelse.