Test
Testsystemet består af :
Linksys WRT160NL router
Min bærbare computer med et 300n trådløst netkort på USB porten og 54mbit Intel Wifi netkort onboard.
Programmer:
Sisoft Sandra
Windows 7 64bit
Det første der springer i øjnene er at det trådløse netværk går fra 3 pinde og middel signalstyrke, til 5 pinde og god signalstyrke i Windows signalstyrketester når jeg sidder ved den bærbare i stuen. Det er ca. 5m væk fra routeren der skal sende signalet gennem 2 lag mur plus det løse. Så allerede der er der pluspoint. Det kablede netværk kører via en 10/100 mbit switch, men da alt mit netværk i huset sidder på en Gigabit ethernet switch så bruger jeg kun routeren til at få adgang til internettet og til trådløst accesspoint for min bærbare PC.
Jeg er naturligvis interesseret i at få målt om der er noget at hente på den nye 300n trådløse standard. så til formålet har jeg lånt en 300mbps USB adapter fra Sitecom.
For at teste forskellige scenarier er jeg gået en tur rundt i huset, og derefter ud i haven og har målt netværkshastigheden med Sisoft Sandras Wireless benchmark program. Målepunkt "Trappe" er placeret ca. 1m væk fra routeren, men der er et lag mur imellem. I stuen er der to lag mur og ca. 5m. På terassen kan jeg skimte routeren og der er ikke noget der blokerer. Endelig går jeg op i hjørnet af haven små 15m væk og måler igen. Referencen er naturligvis målt klods op af routeren. WPA2 krypteringen er slået til.
Helt tæt på er det tydeligt at USB adapteren er hurtigst, men sætter jeg mig i stuen bag to lag mur er det nu det indbyggede Intel 54mbps netkort der er hurtigst. Det er faktisk ret interessant at se hvordan Intel kortet formår at holde en stort set konstant hastighed uanset hvor jeg befinder mig, mens 300n USB adapteren falder næsten lineært i ydelse jo længere væk jeg bevæger mig fra routeren.
Det fortæller mig to ting. Routeren har en glimrende signalstyrke eftersom den kan holde forbindelseshastigheden konstant på hele matriklen på mit 54mbps kort, og at USB adapteren formentlig er hæmmet af nogle elendige indbyggede antenner der gør at du skal ret tæt på routeren for at have ordenligt signal.
Sammenfatning og konklusion på næste side.