Kortet
Et bundkort er bare et bundkort, når man kigger på det, og det er da også det, man ikke ser, der er det vigtigste. Alligevel må man da sige, at MSI K8N Diamond Plus ser godt ud. PCB'en er sort, og der er masser af tydelige farvemarkeringer på hele kortet. Og så lægger man selvfølgelig mærke til chipset-kølingen med kobber og heatpipe.
Som man kan se, køles kortets southbridge med en lille køleprofil, som er forbundet med en større northbridge-køler med en heatpipe. Ved siden af batteriet ser man - en reset-CMOS-jumper? Nej, en reset-CMOS-KNAP! En rigtig god funktion til overclockeren - det er noget nemmere at finde og betjene denne knap end en tilsvarende jumper, når man rager rundt i et mørkt og fyldt kabinet. En anden lækker detalje er også, at den kun resetter bios - den tager ikke strømmen fra batteriet, hvilket vil sige, at man ikke behøver stille uret, hver gang man resetter CMOS.
Nord for southbridge findes to interessante ting. Den første er MSI CoreCell chippen, som holder styr på alle indstillinger for overclocking og tweaking. Den anden er det, der er dækket af en rød advarsel. Det er en jumper, og når man flytter den, får man mulighed for endnu højere spændinger i bios, op til 4,1V til RAM. Samtidig mister man garantien på kortet, derfor er jumperen forseglet. Det skal så lige siges, at man kan give 3,2V til RAM'ene i forvejen, så det er nok de færreste, som får brug for at bryde dette segl.
Udvidelsesportene er fra syd mod nord 1 PCI-port, 1 PCI-Express x4, 1 PCI, 1 PCI-Express x16, 2 PCI-Express x1 og igen 1 PCI-Express x16. Her ses også et molex-stik til at give grafikkortene strøm. Der er god plads mellem SLI-portene, så man kan have store køleløsninger. Til gengæld er der meget lidt plads mellem den nordlige port og nordbroen, så der er ikke plads til kort, som har noget af sin køling på bagsiden.
Bundkortets socket 939 ligner sig selv, men som man kan se, sidder der allerede skruer i de huller, som ofte skal bruges til montering af køleren. Det skyldes, at rammen er monteret med en bagplade, hvori gevindet sidder. Men skruerne kan sagtens nå ned til gevindet, selvom de også skal have klammen til en køler imellem.
Til gengæld sidder den ellers meget fine chipset-køler meget tæt på rammen, udover at den stikker ret højt op, så der vil ikke være plads til alle cpu-kølere. Lige ved stikket til chipset-køleren sidder et 12V strømstik, som i dette tilfælde er 8pin. Det var dog ikke noget problem bare at tilslutte et almindelig 4pin stik. Men i mange tilfælde ville det nok være mere bekvemt, hvis stikket sad i udkanten af bundkortet.
Til højre ses de fire RAM-sokler, som er farvekodede efter den sædvanlige omvendte MSI-logik: Hvis man skal have to RAM-blokke til at køre dual channel, skal de sættes i porte af forskellig farve. Sydpå sidder soklerne ret tæt på den nordlige PCI Express x16 port, men de ville stadig kunne åbnes, selvom der sad et langt grafikkort. Til venstre ses ATX-strømstikket, som er 24pin.
Til sidst I/O-portene, der som nævnt i specifikationerne er:
2 stk. PS/2 porte. 1 stk. parallel port. 1 stk. COM port. 1 stk. FireWire port. 1 stk. Coaxial SPDIF port. 4 stk. USB2.0 porte. 2 stk. RJ45 LAN porte. 5 stk. jack-lydstik. 1 stk. S/SPDIF port.