Første indtryk af afspilleren kommer allerede, når den pakkes ud - afspilleren er nemlig utrolig let. KiSS har opbygget afspilleren i et metalkabinet og med en front i plastic. Selvom afspilleren er meget let, virker konstruktionen solid, og vores testeksemplar havde ingen problemer med at være underlag for et mindre billedrørs-TV. Det er dog synd at gemme afspilleren under et fjernsyn, for så skjuler man ét af de helt store plusser på DP-600 - det meget flotte design.
Designet er nemlig en nydelse, og afspilleren har et meget eksklusivt udtryk. Udgangspunktet er den sorte farve, men det brydes af et sølvfarvet bånd, hvor knapperne til afspilning, pause, stop, eject, fremad- og tilbagespoling sidder. Det er ganske fikst at placere knapperne her, for det betyder, at fedtfingre - som ellers havde været tydelige på den sorte front - ikke ses.
Nederst til venstre sidder displayet, der er med hvide tegn på sort baggrund - elegant og nemt at læse fra lang afstand. Dertil kommer, at man har mulighed for at justere lysstyrken på displayet, hvis man har lyst til dette.
Højre side af afspilleren gemmer en USB 2.0 forbindelse bag et panel, og i midten sidder DVD-drevet. Selve designet på afspilleren er faktisk identisk med KiSS' VR-558 harddisk-optager, og det forstår vi godt - den form tåler sagtens at blive genbrugt.
Bagsiden af afspilleren er - i modsætning til fronten - fyldt med tilslutninger. Startende fra venstre finder vi en USB 2.0 port, et RJ-45 stik til trådet netværk, en HDMI-udgang, Composite-udgang, S-VHS-udgang, Component-udgang, Audio-udgang - både til stereo og surround, Optisk audio-udgang, Coaxial audio-udgang og endelig Scart-udgangen. Omkring udgangene skal det nævnes, at der understøttes en maksimal opløsning på 1920 x 1080, og afspilleren er kompatibel med både PAL og NTSC TV-formaterne. Den sidste ledige port er til strømstikket, og ved siden af den finder man en afbryder-knap, så afspilleren kan slukkes fuldstændigt - ros for det også.
To små knapper bagpå er kærkomne nyheder - den ene er en reset-knap, som KiSS nu har placeret, så forbrugerne selv kan resætte deres afspillere. Ganske smart, hvis der bliver brug for det - mere om dette senere. Den anden knap er en default-knap, der sætter indstillingerne på afspilleren tilbage til fabriksindstillingerne. Endelig finder man på bagsiden to antenner til WLAN-forbindelsen, der er efter 802.11g standarden.
Med til indtrykket af afspilleren hører naturligvis også fjernbetjeningen. Den er magen til den, som KiSS bruger på deres Harddisk-optager VR-558. Det forklarer så også knapper med påskrifter som "erase" og "hdd", som altså blot er "døde" knapper i den her forbindelse. Selve fjernbetjeningen er i sort med sølvfarvede knapper. Øverst sidder en rød diode, som lyser op når der sendes signal til afspilleren. Ganske fikst, fordi man så kan tjekke om manglende respons skyldes fjernbetjeningen eller modtageren.
Fjernbetjeningen ligger fint i hånden, men virker efter undertegnedes smag lidt for let og måske en anelse billig i forhold til det eksklusive design, som afspilleren har. Flere konkurrenter bruger eksempelvis baggrundsbelyste fjernbetjeninger, hvor denne ikke har lignende funktionalitet. Til gengæld er responsen på enheden god - rækkevidden på fjernbetjeningen er lang, og selv i stor vinkel modtages signalerne fint.