Inden vi skal se nærmere på P5Q Premium's BIOS, så har vi en ny funktion vi skal teste først. Innovationen hedder Express Gate SSD, og den består af en hukommelseschip der er bygget på boardet, der indeholder et Linux-baseret styresystem. Denne er også at finde på andre boards fra Asus f.eks P5K3 Deluxe WiFi @n, P5Q, P5QL-E mv.
Denne funktion burde gøre det muligt at boote op på små 5 sekunder, og så er man ellers klar til at chatte på messenger, surfe nettet, se billeder eller snakke med vennerne over skype etc. Der er tilmed sneget et hurtig-kopierings værktøj med, så når man har overclocket livet af harddisken med bryllupsbillederne, så kan de altså hurtigt reddes over på f.eks en usb-pen eller lign. så man kan formatere med ren samvittighed.
Det første jeg lagde mærke til var, at jeg mod forventning kunne styre musen rundt på skærmen uden problemer - altså ingen hakkeri og sløvhed, som man ellers kan ramle ind i på forskellige boards BIOS sommetider. Det hele kørte flydende, og selv med hwt.dk's reklamer og geil i browser-vinduet, var der ikke problemer med at systemet frøs eller gik i stå. Det hele kørte behageligt og flydende - og det syntes jeg er enormt vigtigt, da det ellers ville ende med at være en irriterende opstartsting der bare skal dø, i stedet for et super funktionelt værktøj, der kan bruges uden om ens sædvandlige styresystem.
Flash-chippen med Express Gate SSD (mellem de to hvide PCI-porte)
Ud over alt dette, så vil en computer med de her egenskaber ikke være svær at lære f.eks svigermor eller en lille nevø op i at bruge, uden at man behøver bekymre sig om sine filer på sit normale OS. Sidst men ikke midst, så er der også el-regningen at tænke på, og her skulle der altså være betydelige kroner at spare, ved at benytte dette indbyggede værktøj i stedet for at boote i normalt OS. Der er dog et par minusser. Du har ikke adgang til din harddisk. Skal du downloade noget skal du have en USB-stick i til at gemme på, men det er igen inden for acceptable rammer. Programmet understøtter desuden ikke dansk tastatur, saa du skal have fat i dobbelt a'er, ae og oe for at goere dig forstaaelig. Express Gate kan opdateres gennem Windows, så der er da en chance for at det kommer på et tidspunkt, men vi har ikke hørt noget endeligt.
Vi loader BIOS'en op på næste side.