Layout / Design
Pæn og pianosort, er 2 ord jeg synes, er meget rammende for 3G-6210n. Der er ikke B&O-eksklusivitet eller de helt store armbevægelser over designet - men den er sådan set nydelig, og har en god lille størrelse, hvilket er vigtigt når den skal være mobil. De 5 lamper lyser i øvrigt grøn og rød; her kunne man måske godt have været lidt mere opfindsom.
Kigger vi på siden af dyret, er der lokaliseret en LAN/WAN-knap, en WPS-knap, samt de mest væsentlige af alle: Tænd/sluk-knappen. Vi ser også lidt lufthuller, der sørger for lidt luftgennemstrømning og afkøling af indmaden.
På den modsatte side observerer vi et RJ45-stik til LAN, hvis man ønsker at bruge enheden som router for sit almindelige kablede bredbånd, eller hvis man ønsker at tilgå internettet igennem routeren via kabel. Stikket ved siden af, belejres fra tid til anden af strømforsyningen, når batteriet er ved at være dødt.
Ingen skønhed uden øjenbæ? USB-stikket i enden er til USB-modem, da enheden altså ikke har integreret 3G-modul, som i stedet skal tilgås eksternt via det modem, du måske allerede har liggende fra din internetudbyder. Dette er smart, da det reducerer produktionsomkostningerne for Edimax, og dermed også købsprisen for slutbrugeren.
Og hvis man er en af dem, der allerede har et af de understøttede modems liggende, er det sådan set ret smart - bortset fra, at designet af routeren ikke ligefrem bliver pænere af, at der sidder et modem i. Har man ikke allerede et modem, kan dette typisk erhverves for 1 krone, såfremt man binder sig et halvt år til et abonnement. Ønsker man ikke dette, bør man måske kigge efter et andet modem, der har et integreret 3G-modul.
Slutteligt kan man, traditionen tro, se login-oplysningerne til routeren på dens bagside. Rart, da man så aldrig er i tvivl om hvordan man kommer ind og piller ved dens indstillinger.
(Tak til Svedel77 for billedbehandling)