nVidia
nVidia, som sidder tungt på tronen lige nu, klarede opgaven i år med deres 7800 serie kort.
nVidias 7800 serie kort ser således ud:
7800GTX 512 Extreme 7800GTX 7800GT 6800GS* |
|
* 6800GS hører ikke til 7800 serien og er ikke omfattet af nedenstående. Den er dog en del af den nuværende "kamp" mellem ATi og nVidia og derfor er den inkluderet her.
GPU'en GPU'en i 7800-serien hedder G70. Det er en enorm chip, hvis specifikationer alene afslører at man har fat i noget særligt. Antallet af transistorer er på 302 millioner, hvilket er 80 millioner mere end GeForce 6800 Ultra's NV40 GPU. For yderligere at sætte tingene i relief har et Radeon X850XT Platinium Edition (lad os bare kalde VPU'en dér for ATI R480) "kun" 160 millioner transistorer.
Selve GPU'en er ikke meget større end NV40 og pladsen til ekstra transistorer er uden tvivl hjulpet godt på ved af ny og forbedret produktionsteknologi. Chippen produceres af TSMC, der benytter en 110 nanometer produktionsteknologi. Den mindre størrelse i forhold til NV40 (130 nanometer) giver plads til flere transistorer og samtidig gør den mindre produktionsteknologi det muligt at skrue op for clockfrekvensen. Alternativt - eller måske samtidig - vil det også kunne betyde lavere strømforbrug.
Og lad os bare kigge på strømforbruget med det samme, for her er der gode nyheder. Hvor NVIDIA næsten altid har været kendt for særdeles varme GPU'er (deres chipsets har faktisk heller ikke været en undtagelse), ser G70 ud til at være et skridt i den rigtige retning. Når systemet står idle er der mellem 5% og 15% lavere strømforbrug end et GeForce 6800 Ultra. Ved full load er der kun 3-5% at hente, men stadigvæk en forbedring. Dertil skal man jo altså huske at vi har at gøre med en langt mere kompleks chip.
Det lavere strømforbrug har også fået NVIDIA til at skrue lidt ned for køleløsningen. Man har valgt et single-slot design, der sparer plads i kabinettet. En lille detalje er at blæseren nu styres via et 4-pin stik modsat det traditionelle 3-pin, man så på 6800 Ultra. De fire ledninger kunne tyde på at NVIDIA har adopteret PWM-teknologien (Pulse Wave Modulation), der lader blæseren køre op og ned i hastighed trinløst alt efter kølebehov. Intel har på deres nyere platforme benyttet samme teknologi.
Der er ingen tvivl om at denne teknologi er med til at skabe et bedre produkt og NVIDIA har uden tvivl gået stille med dørene for at ATI ikke skulle lugte lunten og kopiere idéen. Selv siger NVIDIA's PR-maskine at man ikke ville afsløre noget for at skabe mistillid hos brugerne - i stedet ville man overbevise brugerne og teknologiens fortræffeligheder når de selv havde produktet i hånden. En sandsynlig forklaring, men mon ikke man også ville undgå at et bestemt firma i Canada opdagede det?
Features
G70 ligner på mange måder NV40, men det er bestemt heller ikke dårligt DNA at have med sig. Først og fremmest havde NV40 fordelene i at understøtte Pixel Shader 3.0 og Vertex Shader 3.0. Begge dele er naturligvis videreført i G70. Antallet af Vertex processors er 8 imod 6 styk i NV40 og så er antallet af pixels pr. clock cyklus en halv gang større - 24 mod 16 i NV40.
Ellers er det småt med deciderede nye features, men NVIDIA havde rullet den røde løber ud med NV40, der var stærk her. Nu har man i stedet fået mere hastighed at arbejde med, hvilket blandt andet ses på mere båndbredde (fra 32,8 GB/s til 34GB/s) og en hurtigere chip-clock (fra 400MHz til 430MHz).
Et andet sted, hvor man vil se små forbedringer er at G70 er native PCI Express, hvor NV40 var lavet til AGP og kørte PCI Express via en bridge-connector. At data nu kører direkte forbedrer naturligvis også ydelsen da man sænker latency fordi man ikke skal igennem en ekstra chip.
Sammenlignet direkte med G70 begynder ATI's R480 chip (grundlaget for X850XT) at se en smule bedaget ud. Der mangler support for Pixel Shader 3.0 og Vertex Shader 3.0 og man kan ikke opnå Anti-Aliasing i samme kvalitet. På AA-siden mangler der også Super Sampling-understøttelse hos ATI.
Dertil kommer at NVIDIA understøtter HDR (High Dynamic Range), der ser ud til at blive meget brugt i fremtidige applikationer. En teknologi, som ATI uden tvivl vil indarbejde i deres næste super-chip. Endelig har NVIDIA's G70 (som NV40 havde det) indbygget video-processor, hvilket ATI ikke har som standard hos dem. ATI har derimod deres glimrende Theater 550 Pro video-processor at byde på.
Til sidst skal en stor buket roser hives frem til NVIDIA. Én af de mest interessante ting omkring G70 var nemlig at kortet kunne købes fra dag ét! Hvor vi med de sidste mange generationer har set paper-launches, re-launches og andet træls, var NVIDIA klar med kort i butikkerne allerede fra første dag. Dette har uden tvivl være til stort benefit og samtidig har det tvunget ATI til at udsætte lanceringen af deres næste chip. De vil uden tvivl ikke forsøge sig med en paperlaunch nu. Dette giver NVIDIA megen ros og er en positiv udvikling. I det hele taget var det tydeligt at NVIDIA havde en ny strategi omkring G70 lanceringen. Der var skåret ned på antallet af review-sites, der fik kort til premieren og i stedet handlede det om at kortene skulle være i handelen og brugerne derfor selv ville skabe hype. En strategi, der er lykkedes så godt at enhver PR-person hos Santa Clara-virksomheden kan gå på vandet i disse dage.