Creatives linje af mp3-afspillere tog for alvor fart i 2002 da virksomheden lancerede deres Nomad og MuVo produktlinjer. MuVo har flash-baserede og den første Creative MuVo mp3-afspiller havde kapacitet på enten 32MB eller 64MB og dataoverførsel foregik via USB 1.1
Men Creative havde skam også tænkt på en linje af afspillere, som havde noget større kapaciteter og med Nomad Jukebox Zen fik verden en mp3-afspiller med 6GB kapacitet - en helt uhørt stor mængde på dette tidspunkt. At afspilleren til forveksling lignede en discman forhindrede ikke denne model i at få stor succes. Nomad-linjen af afspillere skiftede efter kort tid navn til Zen og hos Creative betød Zen-navnet en mp3-afspiller, som var harddiskbaseret. MuVo-serien havde flash-hukommelse og mindre kapaciteter samt et mere simpelt brugerinterface. Ganske naturligt da de mindre kapaciteter gjorde mængden af indhold begrænset og derfor krævede disse afspillere sjældent et så overskueligt brugerinterface.
Men med flash-kapaciteter, som hastigt er på vej mod 10GB er det tid til ændringer. Creative har uden tvivl set Apple over skuldrene efter at iPod nano tog mp3-verdenen med storm. Creatives svar hed i første omgang Zen V og nu et par måneder efter er storebror Zen V plus kommet. Zen V og Zen V plus skulle altså blande det bedste fra flash- og harddisk-afspillerne i et fikst design.