Introduktion
MSI er blandt de mest kendte hardware-producenter og har været det siden de startede i 1986. Deres udgangspunkt er at de ønsker at lave kvalitetsprodukter og samtidig have en god kundeservice. Deres produktion spreder sig over en lang række produkter, alt lige fra bundkort til bærbare. De er ifølge dem selv i top 3 over bundkortproducenter og top 5 på serverområdet. Derudover har MSI præsteret at være det firma der sælger flest grafikkort i hele verden 4 år i træk, med mere end 60 mio. solgte enheder.
Kortet vi skal se på idag er baseret på den meget populære G92 chip. Denne chip er en opdateret udgave af G80-chippen, der sidder på den gamle udgave af 8800GTS og på 8800GTX/ULTRA. Det nye ved G92 chippen er primært at den er bygget på 65nm teknologi i stedet for 80nm, som man så ved G80 serien. Denne op (ned?) gradering, har ført til et lavere strømforbrug, hvilket har banet vejen for højere frekvenser og dermed bedre ydelse til en billigere pris. Dette er opskriften på 8800GT's succes da man får et kort, der har bedre ydelse end 8800GTS, men til en betydeligt lavere pris.
Det der gør dette MSI's kort specielt er at det er udstyret med en speciel køler, hævede frekvenser og den halve mængde ram af hvad der normalt sidder på et 8800GT, nemlig kun 256 MB. Kortet lander i et marked, der er meget presset med 9600GT, 8800GS og HD3870 som modstandere.
På de næste sider ser vi på, hvad den lavere rammængde betyder for ydelsen.