Introduktion
Så er ASUS på banen endnu en gang med et af deres Republic Of Gamers (ROG) bundkort. Denne serie plejer at være i absolut topklasse, og der er efterhånden tradition for at der skal komme en ROG model når de første entusiastmodeller har ramt hylderne. Vi har set Intel ROG modeller på både 965P, P35, X38 og nu også X48 chipsettet.
Sidst vi så på et ROG bundkort var det Maximus Formula SE der viste gode takter og havde vandkøling af nordbroen. Rampage Formula, som denne model hedder, har en god gammeldags køleprofil på nordbroen. Nå ja, gammeldags er måske så meget sagt, ret det til - stor møgdynge af en køleprofil med masser af heatpipes. Boardets layout og kølesystem er det samme som vi finder på ASUS Maximus der er X38 baseret. Man udvælger de bedste X38 chips fra samlebåndet til at lave X48 serien, og tilføjer så en stor varmeledende flade oven på kernen, en såkaldt heatspreader eller IHS. Det giver X48 serien bedre varmeafledende egenskaber og dermed også potentielt højere overclockingpotentiale.
Ud over navnet er der ikke den store forskel at se umiddelbart.
Vi tager et nærmere kig på X48 chipsettet på næste side, og så pakker vi ud.