Introduktion
Jeg vil på forhånd gerne undskylde den, måske en anelse spøjse brødtekst. Men, overskriften siger jo ligesom det hele.
Dette er den første, i en række af artikler, hvor undertegnede vil kigge lidt på nogle fænomener, der verserer i nørd-kredse. Vi kan vel, uden at lægge hovedet på blokken, kalde det en form for "HwT.dk - Mythbusters". Med al respekt til Adam og Jamie. Selvom jeg ikke umiddelbart har en rødhåret skønhed ved min side, vil jeg alligevel forsøge at afdække nogle begreber, fænomener og ikke mindst "overleveringer" der sommetider ikke giver mening.
Mit grundlag for at skrive disse artikler er simple.
Først og fremmest, så er der jo hele skribent-delen, hvor jeg er tilknyttet Hardware-test.dk
Dernæst, så bunder de også ud i noget, jeg personligt har gået og funderet lidt over. Og når det ikke rigtigt lykkes mig at finde en beskrivende artikel, må jeg jo selv lave den.
Men nok snak. Lad os tage den egentlige begrundelse for netop denne artikel.
Jeg vil være ærlig og kalde det for en slags "hovsa"-artikel. Jeg sidder pt. og er i gang med en anden artikel, og har i den forbindelse lånt noget udstyr af The Boss. Pludselig ser jeg et par tråde i forum, hvor der bliver spurgt til, om vedkommendes grafikkort kan køre i hans gamle bundkort. Omvendt, var der en fyr som spurgte, om der reelt set er en forskel på PCI-e (1.0 - herefter blot kaldet for "PCI-e") og PCI-e 2.0.
Det fik mig til at tænke lidt over tingene.
Første del var at tjekke Google og finde en brugbar anmeldelse/artikel, hvor netop dén forskel var fremhævet. Det lykkedes ikke rigtigt.
Dernæst, så ville jeg prøve at finde en artikel, der netop fokuserede på forskellen mellem PCI-e og PCI-e 2.0. Der var Tomshardware.com straks på pletten. De har, så vidt jeg kan se, to artikler der relaterer til netop dette emne. Den ene af dem fokuserer på PCI-e vs. AGP og den anden fokuserer på skaleringen ved single-kort og SLI/Crossfire.
Den første af artiklerne, er fra 2004 - altså næsten 5 år gammel. Den anden er fra starten af 2007, altså omkring 2 år gammel. Der er løbet en del vand under broen siden da, og lad os da for pokker få HwT.dk med på noderne.
Derfor vil jeg også gerne "undskylde", at artiklen ikke er så grundig som den kunne være. Det er nu torsdag nat (teknisk set, fredag "morgen") og klokken er lige nu 1:30 og der kører "Gasolin" på den bærbare computer.
Jeg har sat mig for, vha. simple midler, at finde forskellen mellem de forskellige PCI-e hastigheder og "simulere" den eventuelle forskel der måtte være mellem PCI-e og PCI-e 2.0
Første del er, at smække noget tape på grafikkortet og prøve ad. Det gjorde jeg i går, og da jeg indså hvor simpelt det var, tænkte jeg: "Tjah. Hvorfor egentligt ikke?". Så derfor sidder du nu og læser denne 'halve' artikel, hvor vi forsøger at finde frem til, om folk skal investere i nye bundkort el. grafikkort, for at udnytte deres hardware fuldt ud.
Velkommen til og god fornøjelse.
Med venlig hilsen
Allan "NoNig" Meineche