BIOS
Der har været skrevet og talt en del om MSI's nye BIOS sytem. I stedet for det gammelkendte blå og gule DOS lignede teksthelvede, er der nu mulighed for at flashe en såkaldt UEFI BIOS på P45 serien. Det er kort fortalt en grafisk brugerflade med alle de kendte BIOS parametre, og mulighed for at bruge mus og museklik i stedet for tastaturet.
UEFI vs. AMI BIOS, døm selv om det er noget for dig. Som udgangspunkt bliver bundkortet leveret med en god gammeldags AMI type.Læg også mærke til at MSI har lagt deres Live Update program ind. Nu kan du altså opdatere online direkte fra BIOS. UEFI teknologien åbner mulighed for at lægge nogle mere specielle funktioner ind, såsom harddisk backup og sågar en menu med nogle små spil.
Jeg har ikke testet den del af UEFI da jeg ikke havde game-CD'en, men ideen er da sjov. Hvor mange der så reelt vil hoppe ind i BIOS for at starte et spil op er nok begrænset, men det viser bare hvilke muligheder der er. Ellers er det jo bundkortets parametre det drejer sig om.
Som det ses, er det hele ordnet i afsnit med et pænt grafisk layout. Det gør det nemt og overskueligt, og man kan have mange flere indstillinger på en enkelt side, end det er muligt i AMI BIOS'en.
Herover to skud fra OC menuen, der som navnet antyder, indeholder alt hvad du skal bruge til overclocking af P45D3. Jeg synes det ser rigtig spændende ud, og det er bestemt noget der kunne gå hen og erstatte den gammeldags BIOS type, men MSI har altså valgt ikke at levere bundkortet med UEFI versionen installeret, men derimod den gode gamle AMI.
Her er alt ved det gamle, og alle parametre til overclocking ligger i den dertil indrettede CELL menu.
Første parameter er Multi-step OC Booster. Det er en speciel MSI funktion, der lader dig starte bundkortet op i overclocket tilstand, men uden at give fuld bundgas fra start. · Mode 1 = Starter windows op og loader derefter dine OC indstilliger. Ingen OC under opstart. Mode 2 = 80% af overclock hastigheden under opstart, og 100% efter load af Windows. Det kan hjælpe med til at få systemet i gang under ekstreme forhold.
Og nu vi er ved OC, så tilbyder D.O.T. Control menuen et automatisk overclock på eksempelvis 1, 3, eller 5% baseret på cpu'ens belastning. Der er tre trin, og du kan selv stille trinene mellem 1-20% overclocking.
Herefter vil hastigheden automatisk justeres efter cpu'ens arbejdbelastning. MSI's system måler rent faktisk på workload, hvor de fleste andre automatiske systemer reagerer på øget varmeudvikling i cpu'en.
For at få gang i overclockingen vælger jeg at disable EIST ( speed stepping ), og som det ses på næste billede er der rig mulighed for at fyre op under min QX9650.
FSB kan drejes op på 800MHz, og med en multiplier på 60 giver det 4,8GHz på cpu'en. Jeg vil da være mere end tilfreds med 4.8GHz hvis det kommer dertil, men MSI har i hvert fald ikke lagt hindringer i vejen for at kommer højt op i frekvens.
Du kan også vælge at bruge Extreme Memory Profile indstillinger, hvis dine ram vel at mærke understøtter det. High-end ram moduler har oftest en XMP profil, som bundkortet så kan indrette de øvrige frekvenser efter, altså også en slags automatisk overclocking. Mine Patriot DDR3-1800 ram har en XMP profil der hedder 8-8-8-20 2T ved 1.9V og 1800MHZ (900MHz clock). For at nå den hastighed skal bussen op på 450MHz med ram divider på 1:2. Bundkortet vil så prøve at finde en cpu frekvens der kommer tæt på de oprindelige 3GHz, så her vil den vælge 7x multiplier og 3.15GHz. Fordelen er at du får øget båndbredden på rammene, og derved kan klemme flere data igennem per clock.
MSI har lagt en såkaldt Memory-Z menu ind, der kan fortælle dig alle oplysninger der er relevante for dine ram, inklusive XMP muligheder.
Som det ses på billederne er der to XMP muligheder. Ud over 8-8-8-20 ved 1.9V, kan rammene også stilles til 7-7-7-20 ved 2V.
Herover et skud af ram-multiplier. Som det ses er højeste mulige setting dobbelt op af bussen. Det vil sige at du maks kan køre med 333x2=666MHz ram moduler. Det er det der hedder DDR3-1333. Med mindre du begynder at overclocke naturligvis. Ved 500MHz frontsidebus vil du kunne bruge DDR3-2000 osv.
Der skal naturligvis også lidt ekstra volt til, hvis det skal lykkes at overclocke P45D3.
Der er heldigvis rigeligt at tage af, så hvis ellers resten af hardwaren kan følge med, burde det være en smal sag at få noget fornuftigt ud af kortet.
Vi iler videre med en beskribvelse af softwaren inden vi skal have gang i selve testen.