Layout / Design
Designmæssigt er Galaxy Nexus meget lig forgængeren Nexus S. Skærmen er blevet større, men telefonen er samtidig blevet både lettere og slankere. En større del af fronten er desuden skærm, da Galaxy Nexus er helt uden knapper af nogen art - de er nu i stedet en integreret del af skærmen.
Galaxy Nexus og Nexus S sammen, det er Galaxy Nexus til venstre.
Galaxy Nexus nederst og Nexus S øverst.
Selv om Galaxy Nexus nu har fået en større skærm, gør de andre ændringer, at den faktisk føles mindre "klodset" end forgængeren. I kraft af den større skærm, er det dog langt fra en lille telefon, og den begynder at være lige på grænsen til at være for stor i mine øjne.
Selv om skærmen er stor, er den helt i top når det kommer til kvaliteten. Skærmen er af typen Super AMOLED, der leverer en rigtig god farvegengivelse og lysstyrke. Et stort plus er desuden opløsningen på hele 1280x720 pixels (HD), hvilket giver en såkaldt pixeldensitet på 316ppi. Pixeldensiteten siger noget om hvor mange pixels der er i forhold til skærmstørrelsen, og der er kun ganske få telefoner der kan præstere en så høj opløsning i forhold til skærmstørrelsen. Til sammenligning er pixeldensiteten for en Samsung Galaxy S2 217ppi.
En særlig ting ved denne skærm er, at den ikke er helt flad men derimod let buet. Personligt synes jeg at dette er en fordel, da jeg føler at det får telefonen til at ligge lidt bedre i hånden. Betydningen er dog til at overse, så nogen større forskel gør det altså ikke.
Set fra siden kan man ane at skærmen og telefonen i det hele taget buer svagt, men det er langt fra så udtalt som det var på Nexus S. På højre side finder vi power-knappen samt en to-i-en knap til at skrue op og ned for lyden.
I bunden er det obligatoriske mikro-USB stik til opladning og dataoverførsel samt stik til headset.
Bagsiden er beklædt med et stort stykke grå plastik, der samtidig fungerer som batteridæksel. Hvis vi tager det af, afsløres batteriet samt slot til SIM kortet. Dækslet virker umiddelbart lidt for tyndt og skrøbeligt, men når det er monteret sidder det godt og beskytter middelbart indmaden fint.