Introduktion
ASUS kaster om sig med X58 baserede bundkort for tiden. Alle segmenter skal fyldes ud, og selv om vi befinder os i klassen over 1900kr så er der jo ingen grund til at spare på noget, når først mulvarpeskindet er taget op af lommen. Så derfor introducerer ASUS et Republic of Gamers X58 kort med navnet Rampage II Extreme til små 2700kr. Den forrige Rampage Extreme var X48 baseret, brugte DDR3 ram og havde vandkøling på nordbroen. Rampage II kortet har X58 Chipset og derfor selvfølgelig også DDR3 ram i tre kanaler, men vandkøling må vi kigge langt efter.
Til gengæld er der kælet for detaljerne på bundkortet, der byder på meget fine muligheder for at overclocke. Således er den hidtidige verdensrekord på Core i7 965 sat med lige præcis et Rampage II Extreme - og så en ordenlig gang LN2 selvfølgelig.
Helt så drastisk går vi ikke til værks, men vi har spændt vores Ci7@965 cpu op i en kompressorkøler for at se om der ikke skulle være tilpas med hestekræfter i R2E til at retfærdiggøre prisen.