Layout / Design
Når der står Republic Of Gamers på kassen, så forventer man næsten per automatik at finde et bundkort der oser kvalitet, og har et design der ligger meget langt fra et OEM bundkort. Og der er da heller ikke meget OEM over Rampage II Extreme, der byder på en massiv køleløsning, der dækker alle effekttransistorer i strømforsyningen samt nord- og sydbro.
Det er der i og for sig ikke noget usædvanligt i, men selve køleprofilerne er udformet med mange små finner, så de får en stor køleflade, og nordbroen er desuden forsynet med et ROG logo der belyses bagfra med en pulserende LED. Farvevalget ligger i den dystre ende, og giver kortet et meget råt udseende.
Herunder et nærmere kig på øverste højre hjørne, hvor vi finder nordbro med logo, de to køleprofiler der sækker over MosFet transistorerne i den 16 fasede strømforsyning til cpu. De røde plader på køle profilerne har ingen praktisk funktion, men er kun til pynt. Øverst oppe ved siden af IO panelet finder vi to af de i alt 7 udtag til blæsere. Lige bag dem sidder to sorte pin-headers til de medfølgende temperaturprober, så du kan styre blæserne ud fra værdien af din temperaturaflæsning. Lidt i stil med de gode gamle Abit bundkort med uGugru system, men her kan du selv placere proben og bestemme hvad du vil regulere efter. Det finder man vist heller ikke på et OEM kort til 500kr.
Der er masser af stikforbindelser på Rampage II Extreme. Der er 6 SATA stik samlet i 3 dobbelte udtag, plus en ekstra lige under de blå stik. Derudover er der et enkelt eSATA udtag, så du i alt kan tilslutte 8 SATA enheder. Der er også alt havd du skal bruge af USB, Firewire, IDE og sågar floppy.
Ser vi på rækkefølgen af sokler, så sidder der en sort PCIe x1 øverst efterfugt af en x16 port til grafikken, endnu en PCIe x1 og endnu en PCIe x16 grafikport. Lige under sidder så en enlig PCI sokkel efterfulgt af en tredie x16 grafikport port. Du kan altså køre med et triple grafikkort setup, og X58 understøtter både SLI og Crossfire.
Men men, vi har stadig ikke rigtig fundet noget der skiller ASUS Rampage II Extreme fra de andre high-end bundkort producenters modeller. Men kig så lige på hvad der sidder mellem strømstikket og IDE porten. ASUS har udviklet et Extreme OC panel, hvorfra du kan måle alle vigtige spændinger med et multimeter, så du har 100% tjek på elektronikken. Hele 8 målepunkter har man samlet her. Og desuden har du fat i BIOS direkte med to kontrolknapper og et joystick. Sammen med det medfølgende LCD panel udgør det en ganske unik on-the-fly overclocking løsning. Du kan eksempelvis justere Vcore MENS du er i gang med at afvikle den sidste multitrådede bid af PCmark, hvor cpu skal have lidt ekstra at leve af. Pænt hardcore mulighed hvis man er til ekstrem overclocking.
På IO panelet sidder dagens udvalg af stikforbindelser. Dual Gigabit ethernet, 6x USB, Firewire og eSATA. Der er plads til PS/2 keyboard, men din mus skal være USB. Den lille grå knap med den runde pil er en BIOS reset knap, til brug hvis boardet nægter at starte med dine overclocking indstillinger.