Indledende overvejelser
Det første du skal overveje, er hvad du rent faktisk skal bruge den bærbare til, og hvor meget du er klar til at betale. Det er meget vigtigt at få gjort sig disse ting klart, da man ellers let kan stå tilbage med en alt for dyr bærbar, eller en bærbar som slet ikke lever op til ens forventninger.
Hvad skal jeg bruge den til?
Når man skal købe en bærbar skal man gøre sig klart, hvad den egentlig skal kunne. Skal den bare bruges til kontorarbejde og internet, skal den bruges til krævende grafisk arbejde eller måske til krævende spil? Det ville selvfølgelig være rart hvis den kunne det hele, men det ville da være surt at betale ekstra for noget man ikke kommer til at bruge. Når vi snakker spil, så er det ikke bare et spørgsmål om spil eller ikke spil. Spørgsmålet er mere hvilke spil som der skal spilles. Hvis man vil spille alle de nyeste spil, så skal der et rigtig godt grafikkort til, men hvis det bare er småspil som er nogle år gamle, så kan man klare sig med langt mindre.
En anden vigtig ting at overveje er, om den skal transporteres meget rundt. Hvis den kun skal flyttes en gang om ugen, betyder det ikke så meget at den vejer og fylder noget. Men i længden er det ikke så praktisk at have et stort skrummel af en bærbar, hvis den skal frem og tilbage i skoletasken hver dag.
Hvad med batterilevetiden? Er det vigtigt at den holder godt på batteriet, eller vil den altid være i nærheden af en stikkontakt? Igen en vigtig overvejelse at gøre sig, så man ikke får købt en strømsluger, når man har brug for mere end to timers batterilevetid.
Overordnet set, kan man dele bærbare op i tre kategorier, læs her nedenfor og gør dig klart hvilken type som passer bedst til dine behov:
Den billige kontormaskine.
Efterhånden er bærbare kommet ned i et prisleje, hvor de fleste kan være med. Og du kan derfor let finde en bærbar til under 3000kr. Disse maskiner er især velegnede til studerende, eller som en kontormaskine i hjemmet. Bærbare i denne kategori vil som oftest have en 15.4" skærm, 1-2 GB ram, Celeron eller Sempron processor, samt et onboard grafikkort. Ydelsen følger naturligvis prisen, og spil og krævende opgaver er derfor udelukkede. Til tekstbehandling, mails, internet og små flashspil, er denne her type bærbar ideel. Og hvis man bare skal have en bærbar til at skrive lidt på og gå på internettet, er der jo heller ikke nogen grund til at smide 10.000 på bordet, når det kan klares for betydeligt mindre.
De små og lette
Hvis man gerne vil have sin bærbar med på farten, er det praktisk at den er lille og let. Asus Eee og MSI Wind, er bare to eksempler på ultra små bærbare, som også kaldes netbooks. Disse maskiner har oftest en skærmstørrelse omkring de 10", og vejer i omegnen af 1 kg, dette svinger selvfølgelig fra maskine til maskine, men det er i denne størrelsesorden vi snakker, når det drejer sig om netbooks og subnotes. En maskine i denne størrelse er helt perfekt, hvis man f.eks. pendler frem og tilbage i tog hver dag, eller skal bruge en lille bærbar til noterne i skolen. Til gengæld er skærmen lille, og vil derfor være anstrengende at bruge dem i længere tid. Ofte mangler de helt små bærbare også ofte et optisk drev.
Pris og ydelse svinger meget i dette segment. De såkaldte netbooks som Asus Eee, MSI Wind og Acer One ligger for eksempel i omegnen af 2-3 tusinde, mens subnotes, der typisk er noget kraftigere, koster langt mere. Man skal derfor virkelig se sig for, hvis det er en subnote eller netbook man leder efter, for både pris og ydelse svinger markant. Visse Asus Eee modeller for eksempel har en meget lav ydelse, og er ikke brugbar til stort andet end at skrive noter på, samt at tjekke sin email. For det meste passer ydelsen fra disse små maskiner til størrelsen, men det kan godt lade sig gøre at få bærbare med f.eks. 12" skærm, som har en ydelse fuldt på højde med større bærbare. Andre vigtige faktorer som batterilevetiden, styresystemet og om der er et optisk drev i maskinen svinger også, hvilket er endnu en grund til at se sig for.
Erstatningen for en stationær computer
Den bedste bærbare, vil aldrig kunne blive lige så godt som den bedste stationære computer. Til gengæld er ydelsen af de bedste bærbare, efterhånden kommet op på et niveau, hvor den bærbare faktisk er et reélt alternativ til en stationær. En vigtig faktor her er prisen, og hvis man ser på pris i forhold til ydelse, vil den stationære altid vinde. Hvis du vil have en bærbar, som virkelig kan sparke fra sig, må man således også betale en ekstrapris i forhold til en tilsvarende stationær. Når det er sagt, så har den bærbare også åbenlyse forcer, hvilket i dag får flere og flere til helt at fravælge den stationære.
Hvad enten man er ude efter en erstatning for den stationære, eller bare et kraftfuldt supplement, så er dette også en kategori, hvor pris og ydelse svinger meget. Maskinerne her har rimelig ens fysiske specifikationer, men svinger meget i ydelsen. Her er det mest et spørgsmål om at finde de rette specifikationer til ens behov.