Et billede bliver til.
Den eneste forskel på et digitalt kamera og et analogt kamera er blot bagstykket og al elektronikken indeni. Førhen var der en film, en motor og en udløserknap. Nu er der spotmåling, hvidbalance, skærm, hukommelseskort osv. og jeg kunne blive ved. Men lad os tage det éen ting ad gangen. Den eneste store forskel på kompaktkameraer og spejlreflekskameraer er spejlet der klapper op, når man tager billedet. Men det kommer vi til. Lad os starte ved begyndelsen.
De følgende foregår mellem 00:00:00 (tt:mm:ss) og 00:00:01 - så der sker rigtig meget, inden dit kamera tager et billede. Du har højest sandsynlig ingen anelse om hvad det er, men du ved bare, at når du trykker knappen ned, tager kameraet et billede.
*Et hverdagsscenarie* - Anders og hans bedste ven Johannes står ved sidelinjen. Der er stor jubel bag dem. De har lige slået de lokale mestre med 3-0. Selvom det er trætte, er de glade. Solen skinner og mens de står dér ved sidelinjen kommer Johannes' mor hen med sit Sony digitalkamera. Anders og Johannes stiller sig op og er klar til at blive fotograferet. Anders holder armen om Johannes' skulder. Johannes står triumferende med en fod på bolden mens de begge holder armene op i luften. En stor dag... Johannes' mor går ned på knæ, for at få en god vinkel og trykker udløseren på kameraet ned. Der sker følgende:
1: Kameraets autofokus stiller skarpt. Automatikken søger efter kontraster, kameraet kan genkende og fokusere på ansigter, så inden for et splitsekund har kameraet stillet skarpt på Anders' og Johannes' ansigter.
2: Eksponeringsautmatikken forsøger at gætte sig til lysforholdende samt hvidbalancen. Ud fra en spotmåling på Anders' og Johannes' ansigter, finder det en passende ISO, blænde og lukkertid.
3: Eksponeringsautomatikken anser det for værende nødvendig at aktivere flashen. Der er masser af modlys på billedet pga. den lyse himmel, så for et hjælpe lidt på kontrasten lades flashen lynhurtigt op.
4: Blænden tilpasses og billedet tages.
5: Lyset passerer forbi farvefilteret foran sensoren, som opfanger lyset. Den billeddannende elektronik analyserer lysmængden og farverne.
6: Billedprocessoren tager over og går i gang med at stykke billedet sammen til en fil der skal gemmes på...
7: - kameraets RAM-kort.
8: Billedet er nu gemt, og vises umiddelbart efter på skærmen bag på kameraet.
Johannes' mor vurderer hurtigt billedet og smiler anerkendende. Hun går hen til Anders og Johannes for at vise dem det fine billede. De bliver hurtige enige om, at det er en fremkaldelse værd og aftaler af få et billede som de hver kan have hængende/stående derhjemme.
Dette er ofte det kritiske trin. Da jeg stod i forretning hørte jeg ofte: "... og så skal det være hurtigt". Jeg kan nemt se, hvordan det ikke rigtigt harmonerer, når et kamera, på op til flere tusinde kroner, er et par sekunder om at tage et billede. Men lad mig undskylde på forhånd, man får hvad man betaler for. Hermed ment. Ældre analoge kameraer havde ikke al denne elektronik til at danne billedet. Der er op til tusinde parametre at tage højde for, og jo flere funktioner vi beder kameraet tage stilling til, jo sværere er det. Ofte, så kan man hjælpe sig selv, ved at omgå kameraets autofunktioner. Det ved kameraproducenterne godt, og har derfor ofte lagt en form for motiv-programmer ind på forhånd. F.eks. "macro", "landskab", "sport" osv. Det vi fortæller kameraet er, hvilken begivenhed vi fotograferer. Kort fortalt, det er lidt ligesom en mikrofon. Mikrofonen ved ikke hvor højt forsangeren i et band synger. Den kan jo ikke gøre for, at nogle skriger ned i spytfilteret, mens andre nærmest hvisker. Derfor kan vi skrue op og ned for forstærkningen.
Lidt på samme måde ved kameraet ikke rigtig hvad det er vi vil tage billeder af. Det vi regelen beder kameraet om er, at tænke for os. Jeg kan blive helt trist ved tanken om, at vi skulle erstattes af et kamera til kr. 1.500,- fordi vi mener det er klogere end vi er. Man kan selvfølgelig argumentere for, at visse kameraer ved mere om at tage billeder end mange mennesker gør. Jeg vil dog stadig vove den påstand, at de fleste mennesker er klogere end et kamera til kr. 1.500,- Det jeg forsøger at sige er, at hvis man vælger at bruge de forudprogrammerede scenarier, hjælper kameraet en stor del. Ved f.eks. "action/sport"-programmet ved kameraet, at lukkertiden skal prioriteres. Så man dermed kan fryse hurtige bevægelser, omvendt "macro", som skal kunne stille skarpt på ting tæt på kameraet og blænden skal prioriteres.
Jeg vil nu efterfølgende gå mere i detaljerne med hvilke faktorer der spiller ind, når vi tager et billede med vores digitale kamera.