Test: Kameraguide 1. del - Motiv, lys og lagring

Blænde

Som jeg beskrev i forrige afsnit, bestemmer blænden hvor meget lys der slipper ind til billedsensoren. Men den bestemmer ikke alene dét. På grund af den måde et kamera er opbygget, bestemmer blænden også dybdeskarpheden. Og hvad er det nu for en størrelse?

Fordi vi fokuserer motivet ned på en flade (billedsensoren), vil denne flade være tilsvarende det vi kan se som værende skarpt på billedet (logisk nok). Jo større blænde (jo lavere f-stop), jo mindre bliver det skarphedsplan vi kan fokusere på. Så der er en hage ved at vælge en stor blændeåbning. Faktisk, så kan skarphedsplanet været helt papirtyndt, tilsvarende billedsensorens plan, som jo også er helt fladt. Hvis billedsensoren "buede" ligesom bagvæggen af et øje, ville vi ikke have det problem. Det er et spørgsmål om fysik som jeg ikke vil drøfte yderligere.

Det vi skal koncentrere os om er, at kameraets optik, har en mekanisk enhed der hedder en blænde. Som tidligere beksrevet, virker den præcis som øjets pupil. Jo større åbning, jo mere lys strømmer der ind til billedsensoren. Ofte så ved vi ikke at blænden er der, men vi kan som regel se den og af og til kan man også se effekten af blænden. Den optimale blænde, er 99,9 % cirkulær som øjets pupil er. Men problemet med den slags er, at den skal fungere lynenes hurtigt og helst fylde så lidt som muligt. Det er nemmest at se formen af blænden, med billeder i moderat modlys eller om natten. Man kan også se den i direkte modlys som noget der kaldes "flare". Altså spejlinger internt i optikken. Disse "flares" har samme form som blænden, og er ofte fem- eller sekskantede.

Ofte, så er det også blænden man kan høre, når man tager billeder med et kompaktkamera. Den "klikker" lige, eller lyder som en lille fjeder der spændes op. På nogle kameraer, kan man manuel indstille blænden, hvilket kan være et kreativt hjælpemiddel. På små objektiver betyder blænden faktisk ikke det store for dybdeskarpheden. Et godt eksempel på sådanne objektiver/optikker er; øjet, webcams, kompakte kameraer eller kameramobiltelefoner. Men sådanne objektiver/optikker, kan tilsvarende have problemer med meget/lidt lys.

Foran på de fleste kameraer (deres optik/objektiv) kan man se en række tal og bogstaver. Det væsentlige i denne sammenhæng er "1:2.8-4.0". Der kan stå en masse forskellige ting, der kan også stå "1:3.5-5.6" eller sågar "1:1.8" bare. Du burde på nuværende tidspunkt kunne genkende nogle af tallene. Det som de fortæller er optikkens blændeværdier. Hvis der står to tal (som i de to første tilfælde) kan man måske lure, at der er tale om et objektiv med zoom. Grunden hertil skal findes, at jo længere optikken er, jo mindre lys kommer der ind til billedsensoren. Det svarer til forskellen imellem at se igennem paprøret fra en køkkerunlle kontra paprøret fra en rulle toiletpapir. En nem måde at se det på er, at jo længere "røret" er, jo mindre bliver det lysende område. Så derfor mister objektivet noget lys. Der findes dog enkelte objektiver, som har en fast blænde, uanset hvor meget man zoomer. De er ofte forfærdeligt dyre og meget tunge at bære rundt på. De er forbeholdt entusiaster og professionelle med pengesagerne i orden. Tilbage til blænden.

I gamle dage, var et kamera blot en kasse, med et lysfølsomt bagstykke og en linse i fronten. Man kunne fokusere på motivet ved at flyttet den forreste del af kameraet, hvilket også forklarer hvorfor de sommetider ligner en harmonikakasse. Hvor kommer blænden så ind i alt dette? Jo, der findes en formel for at udregne blænden og/eller brændevidde. Formlen hedder: F-stop (blænde) = brændevidde / diameteren for det forreste linseelement.

Lad os lege, at vi har et objektiv med brændevidden 50 mm, og at det forreste linseelement er på 50 mm (5 cm). Dermed opnår vi en blænde på 1 (50 / 50 = 1). Derfor ser man oftest, at ekstremt lystærke objektiver (f/2.0 og nedaf), har et stort linseelement i fronten.

Den største blænde (laveste f-værdi) fortæller om hvor stor blænden er ved max vidvinkel (korteste "rør"), og den mindste blænde (største f-værdi) fortæller om hvor lille blænden er ved max tele (længste "rør"), altså max. zoom. Vi kan altså ud fra det første eksempel "1:2.8-4.0" konkludere, at der vi går et helt blændetrin tabt, bare ved at zoome helt ind på et motiv. Det vil sige, at vi skal bruge dobbelt så meget lys, hvis vi zoomer ind. Det er lidt dumt, især fordi, at netop ved zoom, har vi brug for korte lukkertider, så vi ikke får rysteuskarpe billeder. Men så er det jo godt, at vi kan få hjælp af ISO'en i sådanne tilfælde.

En anden måde er, at bruge blænden kreativt. Som tidligere nævnt, så bestemmer blænden noget der hedder dybdeskarphed. Den bedste måde at beskrive det på er, at jo mere blænde (stor f-værdi) giver mere dybdeskarphed. Man kan prøve det efter, ved at kigge på et motiv omkring en meter væk, eller evt. skærmen. Hold en finger op foran øjet i en afstand på omkring 10-20 cm eller inden for den afstand hvor man ikke kan fokusere så tæt på længere. Mens man holder fokus på skærmen vil man se, at fingeren er uskarp, netop fordi der ikke er fokus på, men også fordi der kommer alt får meget lys ind i øjet og konturer flyder ud. Form nu et lille hul mellem pegefinger og tommelfinger og hold det op foran det ene øje. Det skal være lige netop stort nok, til at man kan se igennem det, men samtidig uden at være for stort. Hvis du nu igen holder fingeren op foran øjet, vil du se, at ikke alene ser fingeren større ud, men dens konturer træder nu også tydeligere frem. Det samme kan opnås ved at kigge igennem f.eks. et hul i en urrem el. lign.

Ulempen er til gengæld, at hvis blænden bliver alt for høj (stor f-værdi), bliver billedet uskarpt igen. Så det handler om at finde en gylden balance. Langt de fleste objektiver tegner skarpest i "midten" af deres blændeskala, eller omkring blænde f/8.0. Allerede ved blænde f/10-11 begynder de fleste objektiver at tegne uskarpt igen. Det er et spørgsmål om temperement og det kan variere fra optik til optik og objektiv til objektiv.

Når jeg tager produktbilleder til test, plejer jeg at bruge mellem blænde f/6.3 og f/8.0, og så ellers tage en række billeder, hvor fokus ligger forskelligt og så klippe dem sammen i et billedbehandlingsprogram på computeren. Dermed sikrer jeg, at hele motivet er skarpt og veltegnet, hvilket er dejligt, da vi især tager billeder i perspektiv. På samme måde, handler det om at passe på, når man tager portrætfotos. Hvis man har en lav blænde (stor blændeåbning), kan man risikere, billederne bliver uskarpe. Fototeknisk, vil man gerne have fokus på øjnene, og hvis øjnene er uskarpe, kan hele billedet virke uskarpt. Også selvsom resten står relativt klart og tydeligt. Hvis folk bare flytter sig få cm. kan man risikere, at netop øjnene bliver uskarpe, derfor er en stor blænde ofte at foretrække, men som tidligere nævnt, så kan det altså vende når vi kommer over det gyldne punkt. Så det handler om at kende sit udstyr.

Jeg har nu kort gennemgået hvad blænden er for en størrelse, og hvordan den kan bruges. En af de andre vigtige faktorer er brændevidde, eller "zoom". Jeg vil nu kigge lidt nærmere på optikker og deres forskellige egenskaber.

  Dybdeskarphed

Som vi gennemgik i forrige afsnit, kan blænden bruges kreativt. Den styrer ikke alene hvor meget lys der skal komme ind til billedsensoren, men også to andre begreber, der hedder "skarphedsplan" og "dybdeskarphed". Det er faktisk to ord for den samme funktion. De fleste af os kender de her lidt "proffe" billeder, med et skarpt motiv i forgrunden og en sløret baggrund. Vi kender til begrebes "fokus", altså der hvor motivet er skarpt, men et andet vigtigt begreb er hvad man også kalder for "dybdeskarphed". Som navnet måske antyder, så taler vi om hvor dyb skarpheden er i vores billede.

Venstre: f/2.8 - læg især mærke til, at kun midten af mønten er i fokus, resten er uskarpt.

Højre: f/32 - nu ser hele mønten ud til at være i fokus, men der er gået lidt skarphed tabt.

Skarphedsplanet, er 100 % parallelt med kameraets film/sensor, og jo mindre blænde (lille f-tal), jo mindre bliver det her skarphedsplan, ved meget lav blænde (lille f-tal) er skarphedsplanet tyndere end et stykke papir. Dermed vil f.eks. et portrætfoto se mærkeligt ud, da f.eks. det ene øje er i fokus og det andet ikke er, blot fordi der er en afstandsforskel på 5 mm i forhold til kameraet. Derfor tager man oftest portrætfotos med en relativt stor blænde og sikrer dermed at motivet (personen) er i fokus. Derfor placerer man også baggrunden et stykke bag motivet, ellers kommer det til at forstyrre lidt. Så her var et lille tip, til dem der ikke rigtig forstår hvorfor "hjemmelavede" portrætfotos kan se lidt kedelige ud. Der skal gerne være omtrendt samme afstand fra baggrund til motiv, som fra motiv til kamera. Det er ikke altid gældende, men så længe man husker på, at der gerne skal være lidt luft bag motivet, kan man som regel få nogle gode skud i kassen.

Jeg vil lade det være op til den enkelte at vurdere hvilket der er skarpest...

Som før nævnt, kan billedet blive skarpere og skarpere, kun begrænset af optikkens kvalitet. Men indtil et vis punkt, begynder billedet at blive uskarpt igen. Så selvom man har et ekstremt lysstærkt objektiv på f/1.4, kan det godt ske, at det tegner skarpest omkring f/8.0 - det er lidt forskelligt. Men da de fleste optikker tegner skarpest i midten af deres blændevandring, er det et godt fingerpeg til de fleste andre optikker. f/8.0 er et godt eksempel herpå. Typisk går disse objektiver fra omkring f/3.5 og op til f/22, så dermed må deres vandring gå i:

1.0 1.4 2.0 2.8 (3.5) 4.0 5.6 8.0 11 16 22 32 45

- hvor altså f/8.0 ligger i midten af deres optiske egenskaber. Mit Sigma objektiv, som er brugt til billederne i dette afsnit, går fra f/2.8 og op til f/45, hvilket giver:  

1.0 1.4 2.0 2.8 4.0 5.6 8.0 11 16 22 32 45

- her ligger f/11 altså i midten, så lad os se, om det også er i f/11 at mønten står skarpest. Jeg har valgt fokuspunkt i midten, lige der hvor "2" og "5" mødes. Jeg har kun ændret på blænden og for at beholde lys i motivet, valgt at gå fra ISO 100 til ISO 1600, men man bør ikke kunne se det. Jeg har croppet billederne i 100 % og croppet omkring midten af billedet, netop der hvor mønten burde være i fokus. Kameraet har været monteret stationært. Personligt, så synes jeg, at objektivet tegner skarpest under f/8.0, hvilket jo er lidt imod "teorien". Men nu er det pågældende objektiv heller ikke et zoom-objektiv. Der kan være en Verden til forskel, hvor og hvilke objektiver der tegner skarpest. Mit kit-objetiv til kameraet (et std. 18-55 mm EF-S f/3.5-5.6) producerer nogle rigtigt lækre billeder, ved f/6.3 og 55 mm, og helst gerne omkring ISO 800. Så det handler i bund og grund om at kende sit grej. 

Som man kan se, er der en stor forskel på hvor "langt" vi kan se, og dermed kan blænde og dybdeskarphed anvendes kreativt. Men det er også et spørgsmål om vane, altså hvad vi som mennesker er vant til at se på. Sportsfotos har oftest en lille skarphedsdybde, mens produktbilleder (f.eks. til en reklame af en printer) har en stor skarphedsdybde. Der er også forskellige karakteristika, alt efter hvilket kamera man anvender og hviket optik/objektiv der sidder på. Jo større kameraet fysisk er, jo tydeligere er forskellene i skarphedsplan, end hvis vi f.eks. kigger på et webcam. En god måde at sige det på - og det her er 100 % min helt egen definition - er, at jo mindre linse/objektiv/optik er, jo større skarphedsdybde får man. Det er naturligvis en lidt vag tommelfingerregel, men hvis man husker på, at kun kameraer med "stor" optik, kan lave de "gode" billeder, så bør man ikke blive skuffet over sit kompaktkamera eller webcam. Faktisk, så er kompaktkameraer udemærkede til netop produktfoto på det lille plan, da netop skarphedsdybden er notorisk stor, og man dermed får et motiv med kontrast og skarphed over hele fladen.