Test: Kameraguide 1. del - Motiv, lys og lagring

Optik og brændevidde

Brændevidde er en sjov størrelse. I praksis, er det afstanden mellem området man fokuserer ned på (billedsensoren) og området man fokuserer fra. Det er forskelligt fra objektiv til objektiv, og vi vil ikke bekymre os om det foreløbigt. Det vi derimod skal kigge på, er hvad vi kan bruge brændevidden til, og hvad "forlængelsesfaktoren" er for en størrelse. Men éen ting ad gange.

Brændevidden er oftest angivet i mm (milimeter), og fortæller om afstanden fra objektivets forreste linseelement til billedsensoren. Sådan var det i hvert fald i det gamle analoge dage, og man har holdt fast i det system siden da. Derfor bliver de fleste brænddevidder oversat til en "ækvivalent", altså med andre ord; Hvad svarer denne brændevidde til, hvis det var et gammeldags analogt kamera vi snakkede om?

På analoge kameraer med almindelig film, er det billeddannende område 36 mm x 24 mm. Det giver en diagonal på 43,3 mm over hele billedfladen. Derfor vil et 1:1 forhold være korrekt, hvis man tog et objektiv med en fast brændevidde på 43,3 mm. Men det giver et problem, da de fleste objektiver ikke tegner helt skarpt ude i hjørnerne. Derfor fastsatte man 50 mm, som "nulpunkt". Med andre ord. Hvis man har et gammelt kamera med et 50 mm objektiv foran, vil en bil på afstand, være lige stor med det blåtte øje, som det vi ser igennem kameraets søger. Sætter vi et objektiv på, som kun har en brændevidde på f.eks. 17 mm, giver derfor vidvinkel (bilen ser mindre ud), og et objektiv med en brændevidde på f.eks. 85 mm giver derfor tele (bilen ser større ud). Deraf navnene tele og vidvinkel. Et objektiv der kan gå fra 50 mm til 100 mm har derfor en optisk zoom på 2x (100 / 50 = 2), på samme måde, som et objektiv der går fra 25 mm til 50 mm (50 / 25 = 2). Altså, vi har to objektiver, som begge har 2x zoom, men der på ingen måde dækker det samme område.

En kikkert, der f.eks. har en brændevidde på 500 mm, har derfor hvad vi ville kalde for 10x zoom, da vi igen går ud fra, at 50 mm er "normalen". I regelen ville vi skulle sige at 43,3 mm var "normalen", men nu er det altså 50 mm, og vi vil derfor behandle det som sådan.

Et kompaktkamera har oftest et mindre objektiv, som måske går fra 4,6 mm til 16,4 mm - altså hvad der svarer til 3.5x zoom (16,4 / 4,6 = 3,56). Men ud fra hvad jeg netop har skrevet, ville dette kamera jo kun levere ektrem vidvinkel. Men siden vi har digitale kameraer med CCD og CMOS sensorer, har vi også en anden størrelse at tage højde for. Nemlig forlængelsesfaktoren. Hvis man forestiller sig, at vi har en analog film på 36 mm x 24 mm, hvor vi sætter et 50 mm objektiv foran. Det område som objektivet skal fokusere ned på, har en diagonal på 43,3 mm, det fandt vi ud af lige før. Hvis vi nu i stedet, sætter en film i, der har en halv så stor diagonal, altså omkring 21,7 mm, vil et objektiv på 50 mm være nødt til at skulle fokusere ned på et mindre område. Da diagonalen bliver halvt så stor, bliver den effektive brændevidde også fordoblet. Altså den bliver tilsvarende en 100 mm på 43,3 mm filmen (bilen ser dobbelt så stor ud).

Det samme gør sig gældende for billedsensorer. En billedsensor på 36 mm x 24 mm kaldes for "full frame", hvilket dækker over, at det er fuldstændig analog til de gamle dage, hvor digitale kameraer ikke fandtes. Der findes ikke mange kameraer med sådanne sensorer, da de er afsindigt dyre at fremstille (hvilket også afspejles i prisen på kameraet) og objektiverne bliver store. Fordelen ved mindre sensorer er ikke alene at prisen er lavere, men den dertil krævede optik kan også laves mindre. Lad os tage eksempelt med kompaktkameraet fra før. Optikken kunne gå fra 4,6 mm til 16,4 mm. Optikken er opgivet til at kunne gengive en 28 mm vidvinkel (50 mm ækvivalent), hvilket må betyde, at de 16,4 mm må svare til omkring 98 mm (50 mm ækvivalent). Det passer jo meget godt: 98 / 28 = 3.5x zoom. Forlængelsesfaktoren må derfor være: 28 / 4,6 = 6.

Altså er billedsensoren omkring 1/6 af størrelsen af en full-frame billedsensor. Som nævnt i afsnittet om billedsensorer, er en stor sensor at foretrække, ene og alene pga. ISO-støj. Men så længe vi snakker om veloplyste billeder, er der ingen problemer. ISO-støj er værst på mørke flader og i skyggeområder. Derfor er kompakte kameraer ofte en pinsel, når vi snakker aften/stemningsbilleder. Da de ikke kan producere billder uden al for meget ødelæggende billedstøj. En af måderne man kan omgå det vha. flashen. Problemet med flash er bare, at det er et særdeles hårdt og koldt lys. Det kommer aldrig til at se (fototeknisk) godt ud, når festbilleder skal foreviges med en flash lige op i ansigtet på gæsterne. Det resulterer ofte også i, at forgrunden er lige lovlig meget eksponeret, mens baggrunden er helt mørk. Vi kender alle til den slags festbilleder.

En anden fordel ved en stor sensor er, at man kan opnå "ægte" vidvinkel, hvilket er særdeles nyttig ved indendørsfoto eller arkitektur. Men primært er det fordi, at en større billedsensor fanger mere lys og producerer mindre billedstøj.

Forlængelsesfaktoren er forskellige fra kamera til kamera og især forskellig fra producent til producent. Når vi snakker spejlrefleks er der nærmest religiøse stridigheder om hvad der er bedst. Olympus lancerede for nogle år tilbage deres første "four-thirds"-kamera. Idéen var rigtig god, især fordi man kunne sælge kompakte spejlreflekskameraer, der leverede fine billeder især takket være nogle fantastiske kitobjektiver. Ulempen var til gengæld, en voldsom ISO-støj når vi kom forbi ISO 400. Meget af det, kan man redde sig ud af, vha. indbygget støjreduktion i kameraet, men jeg vil nøjes med at kalde det for "hæderligt" istedet for "fremragende". Hvis du har lyst, kan du se nogle af disse billeder igennem: http://www.allanmeineche.dk/galleri.html - de er taget med mit "gamle" Olympus E-500 systemkamera, med kitobjektierne.

Ovenstående burde give et lille indblik i hvad brænddevidde og forlængelsefaktor er for nogle størrelser. De er ikke helt uden betydning og kan sætte en effektiv ramme for de kreative muligheder. Jeg vil nu bevæge mig over i et afsnit der forklarer lidt om hvad der sker, når lyset endelig når ind til billedsensoren.